WHEN IS A CITY

Gernot Böhme_Atmosphere as the subject matter of architecture

2011-03-10T14:38:00.004+01:00

Talking about architecture seems even more difficult than talking about art, especially when architecture is treated as art; seen as such, a building is not only functional but also has a surplus of some kind.

In classical aesthetics buildings should at once be functional and be functional without possessing a specific function. If the architect differs from other artists by having to create something that is both useful and artistic, then it is natural to be tempted to interpret the artistic character of architecture in terms of other arts, drawing comparisons with sculpture, painting, literature and music.

These comparisons are of course meant in the best possible way – but leads to the question: Does architecture really have nothing to call its own? [Böhme p. 398] No doubt these comparisons and borrowed feathers can be fruitful procedures for the architect’s process and the beholder’s perception. But they also run the risk of being excuses for what really counts in architecture. [Böhme p. 399]

So the danger of talking about architecture in terms derived from other arts is twofold: It lies in the reception of architecture, where it obscures its own concerns in metaphors, and in the production, where this borrowed self-image it is a danger to architects.

So what really counts in architecture? Sculpture seems to be the form closest to architecture in terms of form and content, expression and meaning. They both shape matter, they both rely on visible perception. But the question is whether seeing really is the true means of perceiving architecture? Or is it rather feeling it? These questions relate to the fact that architecture, even more than shaping matter, shapes (invisible) space. [Böhme 399]

Vision has ever since the Greeks been favored in perception. Also Hegel classifies architecture to the visual arts, and it still is. But Böhme argues that this is today due to representation of works of architecture. The presentation of architecture in drawings, models and computer simulations has become essential for competitions and clients before the building of a project. And afterwards, photographs have become just as important, if not more, as the buildings themselves. Representation of architecture through photographs in journals, catalogues, newspapers and brochures is vital for their reputation. [Böhme p. 399]

All of this adds up to a third defining character of architecture, besides from being functional and a work of art, it is also a product that needs a marketable appeal. This means staging architecture.

Despite this, given that you cannot see space, architecture cannot truly be a part of the visual arts. Through an analogy with the inadequacies of perspectival representation, Böhme concludes that perspective is only capable of representing the physical nature of things but not their spatiality or space itself. 3D makes us realize that space is something in which we are [Böhme 402]

If space is genuinely experienced by being in it, and if changes of perspective and focal point are those visual means that are best suited for experiencing space, there is only one problem; seeing is not a sense that defines being-in-something; rather it defines difference and distance. The sense for being-in-something is, according to Böhme, ‘mood’. By feeling our own presence we feel the space in which we are present. We feel its atmosphere. [Böhme 402]

That affects the perception of architecture and demands a physical presence in order to evaluate these spaces. The investigation of the building and its construction, its scale and shape, do not acquire our physical presence. But to attune our mood to the atmosphere of a space it is necessary to directly participate in this space. (Creating this kind of atmosphere, architectural effect, seems impossible for the exhibition – and is it even its goal?)

Architecture concentrates space, opens spaces, creates space.

In conclusion, the recognition of the space of physical presence as the actual subject matter of architecture brings architecture close to stage design, in which there has always been an awareness of the atmospheres it creates. The architect could even learn from the stage designer to create a new awareness of his art – not in order to merge the two fields, this could never happen. Architecture doesn’t build for the sake of a spectator watching a play but for people who will experience the seriousness of life in its spaces. With this Böhme returns to the discussion of the relations between art and architecture. Life is serious; art serene. [Böhme p. 406]

A synthesis / reading of Gernot Böhme Atmosphere as the subject matter of architecture with architecture exhibitions in the back of my mind.

The Böhme essay is found in Herzog & de Meuron Natural History / Edited by Philip Ursprung

Chinese artist Ai Wei Wei

2011-03-08T13:42:00.001+01:00

Herzog & de Meuron: Archeology of the mind

2011-03-08T13:40:00.000+01:00

2011-03-08T13:24:00.002+01:00

Embracing the ambivalence, here we go

Philip Ursprung calls the architecture exhibition “an area of architectural praxis that most commentators avoid because of its ambivalence”. Herzog & de Meuron are the only architects I’ve read about so far who explicitly deals with the exhibition of architecture; in the book Natural History, Ursprung writes about exhibiting H&deM’s architecture, taking his starting point in their collaboration in making the exhibition Herzog & de Meuron: Archaeology of the mind. Remy Zaugg, an artist who has written and thought a lot about exhibiting in general, has also published a conversation with H&deM about their collaboration in making the 1995 exhibition at the Centre de Pompidou, Exhibition Herzog & de Meuron. In the following I would like to try to unfold H&deM thoughts about exhibiting architecture as part of their architectural praxis because I think it can be used as an interesting theoretical (in an artistic sense) background for looking at the biennale exhibitions. H&deM’s way of exhibiting isn’t necessarily right or wrong but it is at the very least conscious, and naturally takes up all the aspects of exhibiting architecture that I’ve come across so far.

In saying that the architecture exhibition is “an area of architectural praxis that most commentators avoid because of its ambivalence”, Ursprung also acknowledges the exhibition of architecture as an area of architectural praxis. In the conversation between Rémy Zaugg and H&deM, they discuss thoroughly the subject of exhibiting architecture, exhibition being a primary interest for Zaugg and architecture for H&deM, who through collaborations with artists since the end 70s have been interested in staging architecture in different ways. The fact that H&deM has worked with exhibitions for so many years naturally leads the conversation between Zaugg and H&deM, as well as Ursprung’s essay in Natural History, towards the issue of art and architecture. Since the exhibition is originally a venue for art rather than architecture, and since it seems to embody a more obvious function for art than for architecture, it is only natural to discuss the relation between art and architecture. But Ursprung quickly transcends this discussion of art and architecture (whereas Kurt W. Forster in the essay Pieces for four and more hands develops the subject of their artistic inspiration further). Ursprung writes that the art-and-architecture discussion distracts us from another issue, for which there isn’t yet an established language: The issue of representation [p. 21 Ursprung] Ursprung tells the symptomatic story of how H&deM invited the artist Joseph Beuys to take part in a carnival procession. “Far from attempting to create a carnivalesque parody of the controversial sculptures by Beuys (…) we were in fact trying to get close to the reality of this work of art. We wanted to create a new reality, a new sculpture.” [p. 20 Ursprung] This idea of creating a new sculpture out of the existing art is what leads Ursprung on to the idea of the sphere of representation. H&deM are interested in this new reality because it transcends simple documentation; it becomes a form of expression in it itself and in this way it has the potential to reflect on architecture [p. 22 Zaugg]

Why have exhibitions played such a big role in the work of Herzog & de Meuron since 1988? Interestingly, Herzog & de Meuron perceive the exhibition as an individual genre, and they number it in line with all their other built projects. Ursprung summarizes the role of their exhibitions:

“They stress that for them exhibitions of architecture are like a test run. Their point is neither to document finished (or unbuilt) projects nor to provide an insight into the architects’ creative process. And it is also not a matter of designing exhibition architecture as either a form of installation or a formal ambiance. It is purely and simply about the genre of architecture exhibitions.” [p. 21 Ursprung]

The exhibition provides a possibility to test new ideas; and to confront these ideas with an interested public. In that sense, the exhibition of architecture can perhaps be seen as a laboratory of some kind [p. 25 Ursprung] In any case, the exhibition has to use different forms of architectural representation to express itself. This can be in the form of sketches, videos, models, photographs, words etcetera. All of these forms point to one essential factor: the absence of the building, the ‘real’ architecture. In an art exhibition the actual works of art are exhibited, whereas architecture exhibitions will always be in need of mediators or substitutes in the shape of plans, drawings, models, animations and so on. Faced with this challenge, Herzog & de Meuron pose some essential questions:

“But even so, is there a way of presenting, exhibiting and putting things together, which would allow us to achieve more than a simple accumulation of documents? (…) is it possible in an exhibition room to constitute a place, which, similar to a building site as it exists outside in the town, might be a reality for itself, and which at the same time reflects the reality of the documented building?” [p. 43 Zaugg]

Ursprung looks at ways of representing in the 1851 World Exhibition to which he traces the roots of exhibiting and representing in the name of the spectacle, a specifically capitalist system of representation, which is still present today. H&deM’s architecture doesn’t seem to operate within this “representative architecture”. And it is because of this that Ursprung sees – with Herzog & de Meuron – the potential in the exhibition to explore alternative ways of representation. The exhibition of architecture can take on many shapes:

“the architectural exhibition as a genre in which architecture is mediated to an interested public; the exhibition of architecture itself, as a means for the presentation of objects; and the question of exhibiting their buildings in mental and social spaces.” [p. 25 Ursprung]

As opposed to the spectacle-like modes of representation, Ursprung sees that Herzog & de Meuron seeks “…a form of representation that can cope with the complexity and dynamism of the current situation and is thus, by definition, oriented towards the future.” [p. 25 Ursprung] In their exhibitions, they take it on them to exhibit architecture’s “waste”, the things that have no place in a spectacle: “Because of its obsession with the finished product, the spectacle makes no provision for exhibiting the ‘reality of architecture’” [p 35 Ursprung]

According to Herzog & de Meuron, the reality of architecture is not built architecture, rather architecture creates its own reality and is therefore an autonomous entity comparable to painting and sculpture [p. 35]. This conviction obviously also influences how architecture is exhibited and takes the exhibition of architecture seriously as more than just documentation or representation.

In H&deM’s exhibition with Ursprung they included many items that aren’t finished products, that are fragments seen out of context. The objects aren’t self-referential like so many objects in exhibitions of art of architecture (monumental models etc.); the materials are celebrated for their own sake and are as such seen as the reality of architecture rather than a fictional whole. It is also an attempt to suggest things that resist representation and which are nevertheless part of the “reality of architecture”: odours, temperatures, spatial memories, day-dreams. [p. 35 Ursprung] The point is, these things embody thousands of man hours, as Ursprung puts it, that could never have been represented but lies in the materials themselves.

But undeniably, the materials are also removed from their natural context. To a certain extent, isn’t the exhibition of architecture always a replacement or displacement of the objects it is trying to speak about? The minimal artist Robert Smithson worked with removing rocks and dirt from their natural sites, placing them into the context of gallery representation [p. 49 Forster] In other words, he works with the art of transforming the nature of materials. Similar to this, Herzog has commented: “the reality of architecture does not simply coincide with what is built, but rather finds its manifestation in its material”. Herzog hereby locates the reality of architecture in materials because “they find their highest manifestation once they have been removed from their natural context”. [p. 54 Forster]. It is only when removed from their conventional reference that materials can assume a specifically architectural purpose. Like Smithson’s experience it is precisely from the discrepancy between their familiar function and a newly invented one that materials acquire character. It is this character that Herzog & de Meuron dares to call the reality of architecture.

The exhibition can be a way to make architectural thinking physically tangible. The title of an exhibition at the Basel Architekturmuseum, Architektur Denkform / Architecture A Way of Thinking, points to this intention. But what the exhibition doesn’t give you is a one to one experience with space/architecture. In an interview with H&deM, Ursprung comments that it is very difficult to represent H&deM’s architecture, that it is almost unphotogenic. H&deM answer that direct confrontation with their buildings is – of course – essential, that their architecture is always based on one-to-one experience. “It is absolutely essential to continue to aspire to these intrinsically architectural qualities.” [p. 82 Ursprung]

In short:

The exhibition of architecture: an area of architectural praxis + the issue of art and architecture + the issue of representation + the different forms of architectural representation + the absence of the real architecture = exhibiting the ‘reality of architecture’ & transforming the nature of materials

Herzog & de Meuron Natural History

Edited by Philip Ursprung

Canadian centre for architecture Lars Müller Publishers

Herzog & de Meuron an exhibition

Rémy Zaugg

Art and Architecture: A Dialogue

Cantz

2011-02-01T19:51:00.002+01:00

Berberlandet

2011-02-01T19:12:00.001+01:00

Nora og børnene har taget mig med på landet. Helt ude hvor landet stadig er fladt men for foden af Atlas bjergene, der stiger abrupt ud af landskabet. På den anden side af dem begynder ørkenen. Landet her er berbernes bosted, et helt andet folkefærd med et helt andet sprog. Her købte Noras forældre et hus for 30 år siden, som de siden hen har arbejdet langsomt på, bygget en værelse til for hver gang de havde penge, nye terrasser, et atelier og et stort bassin som de fylder med flodvand om sommeren. Der er to køer og høns, en lille olivenlund og en stor blomsterhave og vidst nok også en køkkenhave. Selv nu, i den koldeste måned på året, er alting grønt og mange ting blomstrer, høsten falder allerede i starten af juni. Karima og jeg malkede koen, og manden der holder huset kom forbi med traditionelt brød, som vi spiste med olivenolie af oliven fra grunden. Vi tændte op i pejsen (de store kolde stenhuse kan selvfølgelig slet ikke varmes op denne ene kolde måned om året), og Noras mor fortalte historier mens jeg strikkede og børnene fjollede. Hun fortalte om hende og hendes mands liv i Marokko, deres konvertering til muslimer, om deres liv mellem Marrakech og her på landet, at opdrage børn i Marokko, blandt mange andre ting. Vi snakkede også en del om situationen i Egypten, det fylder også meget her disse dage og folk frygter situationen som var det en epidemi der spredes via medierne.

Fra den svalegangslignende terrasse så jeg den største og mest glimtende stjernehimmel jeg har set i mange mange år, og konturerne af Atlasbjergene i baggrunden gør det ikke mindre majestætisk. I et tilstødende værelse til denne stjernehimmelsterrasse går jeg i seng i et iskoldt rum og afventer dagslyset og varmen.

Marrakech

2011-01-30T12:22:00.004+01:00

Det første indtryk af Marrakech er duftene, man glemmer hvor meget frostgraderne tager fra én. Først var det ikke noget særligt, der duftede, bare det hele, men senere var det brødet og citrontræerne, især. Vi rystede træerne så citronerne kunne falde ned, det er åbenbart højsæson for citroner og appelsiner midt om vinteren, smart når det er det, kroppen har brug for om vinteren. Citronerne skulle bruges til at bage citroncheesecake og citronhummus, til en citronmadlavningskonkurrence. Familien jeg bor hos har et slags kultur- og sprogcenter, en skole hvor de underviser i sprog, arabisk til engelske børn og engelsk til arabiske børn, i billedkunst og i basketball, lidt af hvert. Huset er tre gamle huse, der er blevet sammenlagt, der er traditionelle fliser og citrontræer hele vejen rundt om det. Det er levende selv om aftenen og de børn og unge, der hænger ud her, kommer alle mulige steder fra. Nora og hendes mand har skolen sammen med hendes forældre, og de underviser her alle sammen, det virker som et livsprojekt og familieprojekt der er gået op i en højere enhed med det, de tjener penge på.

Børnene i familien taler tre sprog, engelsk, arabisk og fransk, og Nora og hendes mand er begge to marokkanere men oprindeligt fra USA. Hendes forældre emigrerede i 60erne, han flyttede selv hertil som 17årig og konverterede til islam. De mødte hinanden da de var 17, blev gift da de var 20 og nu, ti år senere, har de 3 børn og lever i noget der virker som en kaotisk men ret harmonisk familieenhed. Jeg kan ikke helt finde ud af, i hvilken grad de opfatter sig selv som marokkanere, jeg fornemmer at de ser på Marokko udefra, men ikke kunne forestille sig at leve andre steder.

Jeg sov på Karima’s værelse i nat (hun er otte), og vi lå og snakkede længe i morges før de andre vågnede. Vi snakkede lidt om fugle fordi vi blev vækket til fugle, og jeg sagde at det var jeg ikke vant til her om vinteren; det kunne hun ikke forstå. Hvor tog fuglene hen, hvis de ikke blev i Danmark? Og også det med at bladene falder af, det var ret abstrakt for hende. Hendes mor har forklaret hende at jeg er veganer, og det spurgte hun meget til – hvorfor syntes jeg ikke det var nok at være vegetar, hvad betyder miljø, ville det være okay hvis det var mine egne dyr. Hun var virkelig meget reflekteret over det. Hun snakkede også om at hun havde syv forskellige nationaliteter, polsk, irsk, marokkansk, amerikansk, engelsk, russisk og indiansk.

(Jeg er i Marokko i forbindelse med det samme projekt, som førte mig til Cairo og Amman, denne gang ikke som led i en konference om kvinder og at blogge, men som den del af projektet, der opfordrer og faciliterer individuelle møder mellem kulturer og mennesker. Det møde vil jeg prøve at skrive om de næste par dage...)

2011-01-15T17:57:00.000+01:00

2011-01-14T09:54:00.000+01:00

usus / usures

2011-01-12T10:06:00.002+01:00

Taking its simple starting point around the fact that wear is always about situations, the research study behind the Belgium Pavillion État des lieux / How things stand goes into some of the social implications of the used object in the built environment. How this study, which does not directly relate to architecture, ended up in the Venice Architecture Biennale, and was exhibited in the way it was, I did not yet find out. The book was really interesting in itself, but did not mention architecture once, and I think it could be even more interesting to find out how this study ended up as a “national representation” of Belgium’s state of the art of architecture.

The study is presented as several years of research conducted by the group Rotor, consisting of everything from photographers, architectural critics to sociologists. The initial idea was to investigate the potential market for second hand building materials, and it soon became clear that people received the idea of used objects in two very different ways; on the one hand with a kind of disgust for what had already been used and touched many times, on the other hand with a pleasure, an appreciation of the patina of an object with a visible history. This ambiguous reaction was, as I understood it, the starting point for a more thoroughgoing research with the essential statement that need is what makes wear interesting. Connecting it to architecture, you could say that wear is the reaction to use in architecture. So investigating wear is an interest in the material world and the changes within it, and a questioning of the material's entropy. A huge amount of energy is invested in combating entropy, however; keeping things looking new and shiny is an essential part of every city or building’s maintenance, even though wear is unavoidable. The research study states in the beginning that it is not trying to judge wear as good or bad, attractive or repellent, but it clearly posits itself critical towards the battles to maintain perfection in (architectural) society.

Wear can be a messenger: if one doorknob of a double door looks more polished and used than the other, we tend to take this side of the door. One could say that wear is an invitation to use. If many people have walked on a certain path through the snow of the sidewalk, we choose this path assuming it is the best one. Users associate themselves with other users by showing confidence in the traces they leave behind.

Wear is a system of communication: but it doesn’t have a fixed meaning behind it. Each new alteration is blurred by all those that went before. In the end you cannot separate the scratches but only note that a layer of colour has disappeared, for instance. The narrative of wear gives you a relationship to all the users that went before, it leaves traces of the crowd.

Wear is connected to responsibility: You are more likely to make a hole in a wall in your new apartment if there are already holes. A sense of responsibility decreases the more alterations have already been made; the first alteration will always be a starting point, the pivotal point in a material’s history. Probably also why they paint over the yellow walls of Assistens Kirkegården (a cemetery) every time the slightest bit of graffiti appears. The first graffiti removes the object (the wall) from an immaculate state to one of transformation.

The altered object engenders an action: it becomes a form of production. The intact state (the freshly painted yellow cemetery wall) reveals the silence of use, the absence of a multitude of actions of users. But nothing is fixed, and all artefacts go through successive stages in their production. The pristine state of an object can only appear at the price of great blindness to the labour that led to its production, and taking the analogy further, the yellow cemetery wall only comes into being in its urban context when it is activated as a place by its graffiti-painting users.

There are social implications of the used object as stated in the above, but the pristine object also has its implications: It maintains a day to day perfection, but it cannot be a medium for sharing, it carries no memory of users. The experience of the used brings you closer to the crowd whereas the new singles you out.

Paris denne gang

2011-01-10T10:08:00.001+01:00

Architecture on display

2011-01-10T10:00:00.004+01:00

I read the book ”Architecture on display: on the history of the Venice Biennale of Architecture” with interviews of most of the previous curators of the Biennale, in search of some kind of definition of the biennale or a set of subjects related to it, that I could start investigating. Is it an integral part of contemporary architectural culture, does it simply display that culture, does it lead that culture? Is it historical and archival or visionary and theoretical? Obviously the different curators present different views on this, and obviously I did not get closer to a definition, but I did get a better sense of the many directions within architectural culture the Biennale can be linked to.

One of the most interesting discussions which is staged by the interviewers between the different curators is the discussion of how to exhibit architecture and whether this is a contradiction in itself. Baratta, the president of the Biennale, sees a big difference between architecture and art exhibitions since in art exhibitions you show the work of art, but in architectural exhibitions you don’t show the product of the architect – so what do you show? Is it an indirect exhibition? Some of the curators suggest that creating an exhibition of architecture means giving a sense of that architecture, or, like Francesco Dal Co puts it, to tell the complex story of each building. A discussion as to how to tell this complex story takes place especially between the older and the younger generation of curators. Kazujo Sejima mentions in her interview that you shouldn’t be scared of using the spectacular, and the director says explicitly that the theatrical ability of the curator is fundamental, because it is this capability which makes for a good or bad exhibition. But even some of the earliest events, like Portoghesi’s Strada Novissima from 1980, seem to apply or even inaugurate some of these theatrical/cinematic means.

As the architecture biennale started out as an extension of the art biennale in Venice, with unclear overlaps, the issue of what separates architecture and art also reappears. Architecture has its own way of showing it self, and as mentioned before this is partly because it can never be showed as it is. The architecture biennale was a reaction to protests following ’68, and an attempt to do something, which was more open to the world than the art biennale. Interviews show, however, that the first biennales consisted of relatively small circles of participants and visitors, who all knew each other and who were all in the business. Even today, Kazujo Sejimas biennale “People meet in architecture” has been criticized by Fuksas, who says it isn’t people who meet in architecture but architects who meet in architecture. In any case, the architecture exhibition was supposed to be more open to the public, probably because architecture reflected urban issues, and urban issues reflected people. But still it seems that many of the curators have struggled with the issue of how to make the exhibition accessible for everybody; that drawings are too complex, for instance, and that the biennale itself must somehow compete with the surrounding city of Venice with all its historical layers.

From the end of the nineties the curators talk about the influence of technology in visualisation processes, screens, three-dimensional possibilities. The use of technology also reflected the influence of technology in everyday life, and the processes creating architecture. And with this, the biennale seems to have become more and more about engaging with the “real world”, and speaks about architecture with the exact same language as you use to speak about the world – the idea that architecture shouldn’t be a specialized language seems to be recurrent for the newer curators. Massimiliano Fuksas sees information as the confrontation between architecture and the world. His biennale attempted to go beyond the internal logics of architecture to question where we as a society are heading and what our responsibilities might be.

The place of Venice itself has played different roles; sometimes as competitor, other times as motivator. Some curators have invited people to study the problems of the city and to use them to create the occasion for a project, as was the case with the legendary Molino Stucky from 1975, when an architect first was asked to curate the art biennale and kick started the idea for a separate architectural exhibition that in a sense started with the question of the heritage of the city of Venice. The idea that the entire use of a section of the city is transformed to serve the biennale is in itself really interesting. The exhibitions even spread beyond the restricted area and into galleries all over the city.

Finally an important discussion, which is more related to the change over time perhaps than the different temperaments of the curators, is whether the biennale is becoming less crucial to the exchange of ideas and information with the raise of the digital age, speed etcetera. This question also implies a question of new ways of displaying, ways to work out how to represent architecture in a way that has to be experienced spatially; to have some sort of contact with the materials on display, as Sejima aims for in her biennale “People meet in Architecture”. The internet takes away the novelty the biennale once had, in a way the internet puts everything on display continually, according to Aaron Betsky. In this year’s biennale, Kazuyo Sejima seems to really incorporate this problem by working with the information society as a kind of starting point. In the interview with Baratta, the director, he says, “a problem which is an inevitable problem disappears as a problem”.

The biennale doesn’t seem to be stuck simply between architecture of use and architecture of display, but also between historical documentation with its importance for contemporary practice, and imagination and the building up of utopias. Many of the curators see the biennale as a creative work of art (or architecture) in itself. Fuksas even believes that if you do a biennale, it has to change something. Others, like Kurt W Foster, describes the biennale as a popularisation of architecture. It is described as an attempt to fix time on the one hand (Fuksas) and on the other hand, according to Hans Hollein, as an attempt to predict time, to show how the architect is like a seismograph.

2011-01-06T23:32:00.002+01:00

2011-01-06T00:03:00.002+01:00

Det regner meget, på plusgrader måden, det virker ukendt. Men hele dagen har der været solskin, og et øjeblik på en bænk langs muren på kirkegården i Montmartre, den ved de gamle olivenmarker, var der også varme nok til at spise baguette med mirabelle/riesling marmelade. I morges mødtes Isabelle og jeg på toppen af Montmartre ved Sacre Coeur, i morgen tidlig mødes vi på toppen af Belleville parken. Fra det ene højdepunkt til det andet, fredag må jeg starte på Buttes aux Cailles bakken hvor jeg også startede på hele Paris dengang. Alt det velkendte rører mig meget, det første velkendte jeg så fra bussen i dag var Parc Montsouris, parken ved siden af min første lejlighed, som jeg har løbet i så mange gange, og tænkt så meget i mens jeg gik igennem den i forskellige årstider. Trods alt det velkendte overrasker det mig at byen er så stor, så voldsom eller endda voldelig, at gaderne er fyldt med hævede stemmer og at det ikke er så nemt at cykle, som jeg følte det dengang, at der er områder der ikke føles trygge, at metroen er det diametralt modsatte af København’s; den er beskidt, ukontrolleret, stilistisk totalt usammenhængende, omfattende som en organisme, farlig, essentiel, larmende, tilfældig, indtryksudfyldt. Jeg har fået de første fem idéer til udstillinger jeg gerne vil se mens jeg er her bare ved at læse plakaterne fra Jeu de Paume, Fondation Cartier og så videre. Der er plakater og reklamer for alt muligt i den parisiske undergrund, men det er iøjefaldende hvordan det især er plakater for musik, film, udstillinger og forestillinger, en slags fællesejet kultur, der fremtræder, som er så udpræget fransk og selvfølgelig også ekskluderer og ikke er fælles overhoved, men som alligevel får så stor en plads i folks daglige visuelle påvirkning. At vide hvilken udstilling der er på Jeu de Paume, uden at kunne finde på at tage derhen, for eksempel, er at bo i Paris.

2011-01-04T11:35:00.006+01:00

I aften tager jeg til Paris. Jeg skal bo i Livia's lejlighed og cykle på hendes cykel, og jeg glæder mig på en virkelig surreel og magisk måde, til Paris og til venner, men også til følelsen af mig selv i Paris. Her er en liste med nogle af de ting, jeg skal:

Yoga au moins une fois

Resto vietnamien

Manger macro-biotique

Supermarché bio - acheter des produits weleda

Le café à Montmartre

APC surplus à Montmartre

Le canal

Buttes chaumont

Falaffel grecque

Og så skal jeg se denne udstilling på Cité de l'architecture et du patrimoine, Vers de nouveaus logements sociaux, som jeg tror kan være interessant i forhold til forskellige måder, at udstille arkitektur på, selvom det er udenfor biennale kontekst.

"Face à la forte demande de logements sociaux, quelle est l’offre architecturale ? Quelle réponse qualitative donner à cet impératif quantitatif ? Quelle est la part de l’expérimentation dans ce domaine connu depuis l’époque moderne comme le laboratoire de l’architecture ?

L’exposition explorera les nouvelles typologies en phase avec les modes de vie et l’évolution de la société aux prises avec les questions essentielles de la ville contemporaine ; et si l’on ajoute le paramètre du développement durable en termes de qualité de vie et de justice sociale, le logement est plus que jamais un sujet d’actualité.

Une sélection de 15 réalisations récentes en France (moins de 5 ans) sera présentée, à travers des documents de nature diverse : visuels, textes, maquettes, prototypes et films. "

Amman

2010-12-22T20:09:00.004+01:00

Prior to writing about Amman I wanted to show these few pictures that I had time to take. It was strange to be so far away, in a city where shapes, materials and colors, the basic architectural components, were so unlike anything I could have visualized, and then to see so little of it. What I noticed was the many construction sites, the unfinished look it gave it all, which made the existing buildings breath better, somehow, and the sand colors and the many seemingly homogeneous houses. We also saw a hammam, roman ruins, luxurious hotels which were like monolithic airports - international, or rather, nonnational as they connect nothing - and market places by night. Most of the city I saw by night. In the days after my return to Copenhagen I sincerely missed the sounds of prayer in the speakers calling all over the city, I even imagined that I heard it once, but I strongly doubt it. To me, unable to decode the words, it sounded more like song than prayer, even though it is of course both, but what I liked about it most is the rough quality of the speakers that meets the clear voice, the uniting voice, and the city that listens or doesn't listen.

Guide

2010-12-18T00:13:00.004+01:00

1. Some years ago I was sitting at a pillar on the big square behind Palais de Justice in Brussels. The city was new to me, unexpected, and so was my love. I remember the first time he said my name, not as a practicality but as a naming of that in me, which was becoming his too.

2. The way I appropriated the first city we lived in was through our discovery of each other. Recently, when a friend asked me to write her a guide for Brussels, I wrote her a map of the places we’d fallen in love, and I wasn’t trying to be sentimental; it was really the way I remembered the city. Place des Jeux, Jardin Botanique, Palais de Justice. In that order. Later Parc Leopold, Jardin Botanique again, and the library gardens.

3. I took him to Paris after only one month, and it was like introducing him to my parents. I really wanted Paris to like him and him to like Paris. We approached the streets and the churches, my friends and old neighbourhoods and they all embraced him and forgave me for having left.

4. Later that autumn we went to Madrid and visited many museums, the museum walls framed our conversations, it was clear that we were founding a language, we were on new and neutral territory and got lost together for the first time, I discovered he was hopeless with maps and maps of cities are so metaphorical to me.

5. The first Christmas while we were together, we spend with each of our families. I was standing in a little pavilion on the beach, used for selling ice cream in the summer but in the winter just a shelter for random homelessness, while we spoke on the phone, and I realised that he was my allied in the world - not against it but just in it. I realised we were a unit that I could return to when all other chaotic units dissolve and reunite with the wind.

6. When I left for Cairo it was the first time I left such far distances between us. Sitting in the airplane I realized how unbelievably right it felt to be together, it was a physical sensation and I was torn apart by it.

7. The second city we lived in, Vienna, was more familiar to me because we had grown more familiar to each other. I instantly knew my way around. I think that was when I realized that besides from loving each other, you could also be good at loving each other, consciously, carefully, increasingly. That was when we placed our books side by side.

8. Having met each other in foreign countries it was the strangest thing when we visited the city that we had both inhabited before meeting each other. This time, rediscovering known territories in Copenhagen through the other’s eyes was synonymous with discovering his life before we met. The streets he used to take, the cafés he preferred, places he had lived were all old lovers constituting important moments of his past, and his city wasn’t the same as mine. We lived in my sister’s apartment; we snowed in for days and imagined a future where each of our past versions of the city would be known to each other.

9. When we went to Venice to visit the Architecture Biennale we were familiar with travelling together, familiar with all these cities and all these trajectories and knew each other so well – not exhaustibly but realistically. I had long ago accepted that he couldn’t navigate in urban space with maps, for instance, but was much better at navigating in forests and places without names. For some reason, Venice resembled more nature than city, its streets were so labyrinthine and circular that it was much easier to navigate with an internal compass than with a map, you would never find the same street twice if you tried. In this urban but nature like landscape he knew his way around and I was totally lost and devoted.

A geometric metropolis

2010-12-17T20:41:00.005+01:00

I was searching for grids and I found this artist who does models entirely out of paper, working with voids.

Architecture as air: Study for Château la Coste

2010-12-17T19:59:00.004+01:00

If you look closely, there is a house here. Or a model for a house. This was Ishigami's exhibition at the Venice Biennale. It was one of the first exhibitions I saw, and I had already heard the rumor; that a cat had run through all the big rooms of the Arsenale on the night before the opening, and had caused this architecture of air to collapse even before it had been displayed, and thus making it a myth, causing it to materialize itself more in words than in actual shapes. Miniaturisation and the domestication of nature, as well as utopian visions on the border of speculation, are some of Ishigami's experimental practices. The installation pushes boundaries of materiality and visibility. We spend a long time looking for what we were looking at, which in itself was a really interesting way of perceiving.

Dreams about cities

2010-12-17T19:46:00.007+01:00

Kristopher Ho, an illustrator/artist from Central Saint Martins College of Art and Design, also dreams about cities.

2010-12-14T11:55:00.002+01:00

2010-12-14T10:30:00.011+01:00

In Jordan I met a woman who had named her son Rilke because the name had come to her on book covers in different places she had travelled to while she was pregnant. I told her it was one of my favorite poets and I told her that I had been following him in my time in Paris, reading his book about Rodin, visiting the Rodin museum, standing in front of the sculptures while reading Rilke's descriptions of them, trying to perceive the sculpture through the book, which was easily done because the descriptions are so amazingly tactile. She told me it was strange that her son was named after Rilke, who was such a delicate poet, while her son was very boyish and not so delicate. I recommended her to read Rilke's Letters to a young poet, since she hadn't read so much of the author who was sharing his name with her son, and that this book is a really good way to grasp Rilke's world, maybe even better than his poems and the novel. Maybe she will read it. I would like to meet her son.

2010-12-02T17:37:00.005+01:00

Some of my case studies will be the Belgian pavilion and the Dutch pavilion.

And maybe the movie by Wim Wenders, If buildings could talk.

The Biennale is really where architects go to dream. While we were there I was reading Italo Calvino's Invisible Cities.

2010-12-02T17:31:00.002+01:00

Thesis and other occupations taking my time...

Malmö under snow

2010-12-02T17:28:00.001+01:00

2010-11-15T12:38:00.004+01:00

the kids are moving to another argument, the older one pulls out a broken plastic tiger, it belongs to the younger one, he swears that the sun has melted the tiger into pieces, the younger one is furious, it doesn't stop the older one from reconstrcuting the tiger in opposite halves “I’m eating my tail, look at me”

udsnit fra en saudi arabisk dag? Hala skriver med dobbeltblik på hverdagen mellem Saudi Arabien og USA, og har nogle gange nogle vildt poetiske, vilde og banale måder at distancere og beskrive sin hverdag på.

Georges Perec, Species of Spaces

2010-10-11T12:22:00.001+02:00

The following will be a more or less coherent structure around some selected Perec quotes on writing urban and ordinary life. I am not a Perec expert and I have based this purely on text analysis.

First a short introduction: Perec’s work is an urban documentation, a topography of the infra-ordinary that mostly deals with urban life, In this sense, topography is defined as the study of places.

His main subject is the urban and domestic space and how we are made to occupy it. His observations are often obvious which is explained by the single fact that Perec was a firm believer in everyday life, in everything that goes without saying. Perec’s project is to say it and his writings on the (urban) space derive from this trying to name the obvious. The pages are filled with experiments and suggestions on how to document life and how to observe it with more awareness.

From the beginning on there is thus a link between observing space and writing about space. Perec doesn’t seem to be concerned about loosing the authenticity of the life-world in the course of writing it or representing it. Rather it seems he sees writing as the beginning of another life-world.

It is this link between writing and observing while also constructing space that I will try to follow in the quotes I have selected. I have tried to divide it into some themes so I hope you will follow me:

1) More or less concrete space

On the very concrete level, and as a first argument, Perec argues that urban life writes itself: there are few events which do not leave a written trace: a metro ticket, the daily newspaper, receipts, mail, cigarette packs etcetera. The everyday life is inscribed in all of this. So it is not only a question of Perec writing urban life, but also urban life writing itself. “This is how space begins, with words only, signs traced on the blank page” [p. 15]

His favorite example of this is maps, borders and countries. A country is shaped as space when we draw a line on a map and call it: France. There are two movements in this: drawing, filling out the page on the one hand, and naming and thereby creating on the other.

Space is described as something that only comes into being when it is named and written. He thus points to the randomness of borders and countries and the meanings we attach to these.

On the same time, space is a basic constitutive and thus attached with a lot of meaning: “To live is to pass from one space to another, while doing our best not to bump yourself.” This implies space as something physical, more or less at least, and he gives one of his many definitions on space in saying: “Space is what arrests our gaze. There is nothing ectoplasmic about space.”[p. 81] By ectoplasmic I take it he means that it isn’t so abstract or spiritual, but rather something concrete.

Another aspect of this point is that “there isn’t one space, but a whole lot of small bits of space”. [p. 6] This explains his method in breaking up his urban surroundings into smaller pieces.

These are different levels or bits of space, but they are also different levels of perception, which brings me to the next way of writing space in Perec, that is a more subjective space.

2) Remembered space

In the book, he investigates concrete space that you can bump into – countries, apartments, streets and parks - as well as more abstract space of memory and representation.

Perec breaks space into smaller parts, starting with the bed as the individual space par excellence. The bed is described almost as a micro-life world. It is also the starting point for any existence in urban space. Many novels that are essentially about the urban experience take just as much place within the constraints of one single room, often the cold attic room of the writer-subject. Perec says: “I traveled a great deal at the bottom of my bed” [p. 17] which is of course a reference to the opening sections of Proust’s A la recherché… in which the first books main character almost discovers the world from his bed in a state of half asleep half awake.

In the end of “Species of Spaces” Perec contemplates over the temporariness or the fragility of space. “My spaces are fragile: time is going to wear them away, to destroy them.” And later: “my memories will betray me, oblivion will infiltrate my memory.” From this it becomes clear that what Perec is talking about is the ultra personalized space, since physical spaces aren’t really fragile in this sense.

The subjectiveness he links with space can to a great extent be linked with spaces as hooks on which you can attach memory. The bed is an example of this: His memories are attached to the narrowness of a specific bed in a specific place, there are memories attached to all the different places he has slept in.

I tried to make a list like the one Perec makes, of all the places I’d slept, and I suddenly came to think of a family vacation in Italy that I hadn’t thought about for years, or details from the houses of old friends parents and so on. You should try it yourself; it was like recalling dreams and remembering details in the course of naming them, if you know that feeling.

The bed as a fragment of space represents space as coenesthetic [awareness of one’s own body], as subjective and private, as something connected to memory. This brings me to the third theme I would like to highlight, written space.

3) Written space

Perec’s experiment of observing twelve places in Paris, with two descriptions of two places every month, is very illustrative for the point I am trying to make, that is to trace the link between writing and observing while also constructing space.

One description is made on the site, say Place des Vosges, and as neutral as possible. Another description is written somewhere other than the place described, in his bed, for instance. This experiment really reveals two ways of relating to urbanism. Maybe it’s the difference between traditional urban studies – represented by the first on-site description – and the humanistic field’s interpretation of urban studies, that is, the representation of the urban. In Perec’s case that would be the second description which is constructed from memory and thus removed from the immediate observation. This is a subjective representation, based on as he says, “events that have taken place, people I have met” [p. 55] and is in this way describing the fragile or temporary aspect of a space; the people who pass by it, the things that take place.

Furthermore, what retains this memory is the fact that it is written down. He finally says that his simple goal with this experiment is nothing other than the record of “a threefold experience of ageing: of the places themselves, of my memories, and of my writing.” [p. 56] It becomes clear that what Perec writes about urbanity and ordinary life is also a kind of poetics of his own writing process.

This is further illustrated when he says: “the earth is a form of writing, a geography of which we had forgotten that we ourselves are the authors” [p. 79] This both relates to what he has previously indicated on the imaginary and perhaps ridiculous character of borders and of countries but it also relates to a great positive potential in space as something easily redefined because it can be written and rewritten as one likes.

On the other hand, it is also this subjective and temporary state of space, which causes their fragility and the need to retain them through writing.

I will end with one of my favorite quotes to underline this ambivalence between subjective space, which is written and remembered, and then the need for more stable and objective places: “I would like there to exist places that are stable, unmoving, intangible, untouched, unchanging, deep-rooted; places that might be points of reference, of departure, of origin;” and later “such places don’t exist, and it’s because they don’t exist that space becomes a question, ceases to be self-evident, ceases to be incorporated, ceases to be appropriated. Space is a doubt: I have constantly to mark it, to designate it.” [p. 91]

He makes an equation between to write and to retain, to cause something to survive but in that act also to create it anew, and the circle is complete.

2010-06-27T00:15:00.002+02:00

indre by

2010-06-27T00:12:00.001+02:00

2010-06-26T23:28:00.001+02:00

2010-06-23T13:32:00.014+02:00

SOPHIE CALLE er en af Frankrigs mest berømte, nulevende kunstnere. Hun blander foto, tekst og video og skaber installationer, der er både poetiske og provokerende, grænseoverskridende og morsomme. Louisiana viser nu en række af hendes centrale værker - bl.a. den monumentale installation Take Care of Yourself.

Sophie Calle bruger ofte sig selv som udgangspunkt for sine værkers fortælling og sætter dermed sig selv i spil. Ofte er hun drevet af en ekstrem nysgerrighed og insisteren på at følge og forfølge både andre mennesker og i høj grad egne ideer.  Dette gælder også for værket Take Care of Yourself (Prenez Soin De Vous), der i 2007 var et af højdepunkterne på Venedig Biennalen, og som siden er blevet omsat til den engelske version, der nu er installeret i Louisianas Store Sal. En stor og monumentalt bevægende fortælling om kærlighed - eller rettere om et farvel til kærligheden i vor tid. Take Care of Yourself tager nemlig udgangspunkt i en e-mail, hvor Sophie Calles kæreste gør deres forhold forbi. Denne e-mail har hun bedt en lang række kvinder - fra en balletdanser til en advokat, en sprogforsker til en klovn, en detektiv til en grafiker - om at fortolke ud fra deres egen profession. Resultaterne er både poetiske, rørende og humoristiske udsagn, som vises både i form af tekst, billeder og video. Sophie Calle skaber med netop denne blanding af foto, tekst og film, hvad man kunne kalde virkelighedsnære fiktioner. Calle inddrager gerne journalistik, antropologi og psykoanalyse eller tager afsæt i litteraturen, dagbogen eller fotonovellen. Hun blander det private og det offentlige rum, det kontante og det intime, det dramatiske og det stilfærdige.  Som beskuer kan man nemt blive i tvivl om, hvornår Sophie Calle krydser grænserne mellem virkelighed og fiktion, men hvis man giver sig tid og lader sig involvere er det til gengæld svært ikke at føle sig berørt og forført af disse fortællinger.

(Denne fine tekst og beskrivelse er fra Louisianas hjemmeside. Udstillingen starter i dag og jeg glæder mig.)

2010-06-16T19:28:00.012+02:00

Første elevatordrøm

En indisk familie kommer for at møde mig, vi stiger ind i en elevator, der kører flere hundrede kilometer i timen under jorden og under vand (Donau), der hvor den stopper ser jeg store papirfly svævende vandagtigt over et panorama af en sølvfarvet fremtidsby, flyene folder sig sammen i origami trækninger når de skal til at lande, og når de rammer jorden bliver de til dinosaurer, stadig foldet i origami, der strækker sig ud i fuld højde og længde, som var de lige vågnet, landet

Suget af elevatoren der uventet sank ned gennem vandet og pressede min krop sammen i gulvet, overraskelsen over at den kunne køre om hjørner

Anden elevator drøm

Denne gang langt over byen, en anden by, hvis man trykkede på 4. sal i elevatoren i min mors bygning, i stedet for 2. sal som hun bor på, fortsatte den op og op, så til højre langs en struktur henover byen der mindede om Otto Wagners pastelgrønne industrielt-æstetiske metrosystem i Wien, men også lidt om Chicago, og langs den lå der lejligheder på skinner over byen som elevatoren ledte frem til

2010-06-15T06:40:00.004+02:00

YIN XIUZHEN
Portable City: Jia Yu Guan, 2009
Courtesy Beijing Commune

YIN XIUZHEN

Portable City: Melbourne, 2009
Courtesy Beijing Commune

“While Beijing has been the focus of inspiration for much of Yin Xiuzhen’s work, documenting the process of deconstruction and reconstruction, Yin has since installed her work worldwide, examining cultural changes in different locales. Investigating the repercussions of globalization, with the massive changes brought about by mass transportation and communication, where physical distances have decreased by massive leaps and bounds—she examines how the cultural fabric that identifies individual cultures are either reinforced or broken down by change. In addition to examining the effects of globalization, Yin also draws heavily from her personal experiences. In her work, Portable Cities, Yin recreates her personal images/memories of a city, and experiences of ‘living out of a suitcase’, into miniaturized cities.”

(spaceandculture.org)

2010-06-11T19:32:00.003+02:00

2010-06-11T10:02:00.008+02:00

Cairo assignment 1. There is still a lot I haven't written about Cairo because I got lost in Vienna, in exams and in an overwhelming summer, in all the things I still haven't done in this city, in my eagerness I miss Paris and Copenhagen and Vienna in advance, if I could only create a mix of the three cities, put that italian restaurant in Vienna next to that perfect square in the shade where we always had our drinks after work in Paris, and put all my friends in Copenhagen on the terrace of that square in Paris, and when we biked home it would be along the Botanical Garden in Copenhagen. It is said that the movie "The third man" is one of the best visual representations of Vienna. And since it is a beautiful movie, and a beautiful city, I had no problem believing that. Coming back to Cairo, we all agreed after the workshop that we would have an ongoing project where we would all write about one common topic each month in different guises and interpretations. The first one was set to be a photo theme of a day in our city. I took a "Third man tour" throughout the city and discovered something dreamlike: the movie might give a beautiful image of Vienna, but it is a patchwork of cities, squares and fountains, a café is filmed so it looks like it is on a different square because this other one was more mysterious, the famous kiosk from which he disappears into the sewers has been transplanted into much nicer and emptier surroundings to make it look as random as possible, big buildings are hidden and distorted because of the different levels of the camera, most of the sewer scenes are shot in a large studio in San Francisco! This piece of cultural heritage of pride for Vienna is a fake and I think that is great. The Vienna displayed is not the city itself but Orson Welles Vienna, a beautified Vienna, or a horrified Vienna, he took all the best shots of the city and put them into his scenes, and I would do the same if I could.

So here is my day in my distorted city. Vienna really does look like this, many of the same cafés and raincoat sellers and dry cleaners are still there, with the same names and facades as in the 40s when the movie was shot. But nothing fits together, backgrounds are transplanted, the streets are made deliberately wet to give better shadow effects, I wouldn't be surprised if I found the Eiffel Tower around the corner.

2010-06-09T22:57:00.004+02:00

Jeg blev væk i Wien, sommeren er kommet som årstid, ikke bare som tilfældighed, og selvom der er eksamener er der også bjerge.

På søndag er der et virkelig spændende foredrag om "The presence of the Absence" på Museum für Angewandte Kunst, "Architecture between ideal and materiality. To keep present the absence of the ideal in reality is the issue of architeture. Does architecture have to be materialized or is its utopian excess only preserved in the design, the drawing, the model?”, som jeg håber kan blive rigtig interessant for min thesis. Foredraget bliver holdt af Kenneth Frampton.

my city is thinking of your city

2010-06-03T22:19:00.001+02:00

2010-06-03T16:35:00.004+02:00

I min drøm er det morgen i mit nye hus, jeg er flyttet ind i underetagen af en villa hvor jeg har udgang til haven. Jeg skyder nogle store glasdøre op og går ud på græsset med bare tæer og i let nattøj, det er sommer i drømmen med al den kraft, jeg savner sommeren med i virkeligheden, og mens jeg går rundt og vander alle blomsterne med mango juice fortæller jeg en gæst, at det bedste ved den have er, at det er mine forældre, der engang har plantet alle blomsterne og træerne.

2010-06-02T12:01:00.010+02:00

Cairo text 2 (for text 1 se længere nede). Om selve projektet: Man kan sige at målet var, og er, at udforske mulighederne med det medie, bloggen er, at skabe et (dansk-mellemøstligt) netværk, at udvikle projekter sammen - med vores blogs og på et personligt plan - og måske, men ikke nødvendigvis, med fokus på ”gender” og ”new media”. Som essentielle aktører i projektet er CKU, der blandt andet arbejder med at skabe mødesteder for professionelle kunstnere, Kvinfo, der bidrager til udviklingen af et ligestillet samfund ved at gøre viden om køn, ligestilling og etnicitet så tilgængelig og synligt som muligt, og Dansk Pen, ”en verdensomspændende organisation af skribenter, der kæmper for det frie ord.” I mellem disse tre organisationer tegner der sig et tematisk samspil, som workshoppen i Cairo skulle bygges op omkring; først og fremmest idéen om kulturen som linket til udvikling, også i lande hvor kultur ikke er først - eller er overhoved - på den politiske dagsorden. I vores forbindelse stod bloggen nok som det (sub)kulturelle element, der skulle være vores fælles mødested, også i virkeligheden. Dernæst det kvindelige bidrag; at vi som kvinder i kraft af vores blogs tager nogle temaer op, der på forskellige måder gør kvindelige stemmer stærkere, mere repræsenterede, og endelig at bloggen i sig selv, i kraft af dens personlige mediering, kan være særligt stimulerende for det frie ord. Selvfølgelig var der også lagt op til en debat om forskellige relationer til dette tematiske netværks nøgleord; bloggen, kvinden, det frie ord, som selvfølgelig ikke er faste størrelser, men varierer med personer og ikke mindst nationer.

2010-06-02T10:43:00.008+02:00

Cairo text 1. På vej ind over byen: sand, røde bygninger, jeg kommer i tanke om at ørkener findes. Bystrukturen er så ukendt, at jeg ikke ville kunne sige om det er slum eller forstad, by eller udkant. Næsten alle husene og blokkene er ens, høje og vildt tætte, flade uafsluttede tage med paraboler og byggepladser, så bygningerne altid kan fortsættes opad hvis det skulle blive nødvendigt. Det veksler mellem grusgrave, helt tæt bebyggede højhusblokke som også ligner uopfindsomme sandslotte, så helt lave skolebarakker og tomme grunde, industrielle men uden maskinerne, og så helt tæt bygget igen, snorlige rækker med moskéerne ind imellem, som bryder rækkerne op og ligger sig på skrå mod Mekka. Jeg kan ikke forstå, at det er første gang, jeg er i et arabisk land, og jeg føler mig håbløst uvidende. Jeg ville ønske, jeg skulle være her længe nok til at registrere forskellene inden modsætningerne, men jeg kan mærke, at det snarere er det, jeg navigerer mine første indtryk efter. Hotelværelset er på 12. sal, det er den højst beliggende seng, jeg nogensinde har ligget i, og under mig jubler folk simultant fra elleve lag af lejligheder over fodboldmål i hver af deres fjernsyn. Overfor er der endnu højere og tættere byggeri, i en snæver åbning mellem to højhuse kan jeg se videre langt ud over byen, som larmer af alle de biler, jeg allerede har gennemskuet er byens virkelige puls, og air condition anlæg, der sidder som udvoksninger på facaderne og drypper lejlighedernes ventilerede liv ned på gaden.

2010-05-22T00:36:00.002+02:00

(Fra "The third Man", som foregår i Wien i efterkrigstiden, mest om natten, mest foran palæer eller marmorspringvand, pariserhjulet ved Prater, i opgange til herskabslejligheder og i undergrundskloaksystemet som Donau strømmer igennem. Det er virkelig en god film.)

2010-05-21T23:45:00.005+02:00

I min drøm ledte vi efter et sted at sove i en ukendt ungarsk landsby. I rummet vi fandt var der en stor hvid seng og en dør ud til en terrasse, som kun havde en dør af blafrende stof. Udenfor var der det samme rum som indenfor, bare under stjerner, også med en stor hvid seng i midten som vi lagde os i. Da vi lagde os i sengen begyndte hele landskabet at bevæge sig og vi opdagede, at hotellet også var en flodpram, som sejlede rundt om natten. Og at landsbyen vi var i stod under vand så vi sejlede rundt i øjenhøjde med de øverste etager i husene, vi kunne se ind ad vinduerne i værelserne som var filmisk varmt gult oplyst i kontrast til mørket udenfor, folk der børstede tænder og lavede aftensmad, sømmede søm i en stol og lagde et barn i seng, hundrede livs detaljer. Et andet sted i samme drøm var vi inde i en smal gård mellem nogle huse, og hele vejen op til de øverste etager havde børn spilet farvede hængekøjer op på kryds og tværs og lå i dem, grinede ned til hinanden, kastede ting op og ned. Jeg kan huske at jeg tog et billede af det med mit nye kamera. Et andet sted i samme drøm var der en trillebør fyldt med bittesmå kalve i en lade midt på en gade i Wien.

Det er sjovt at man, når man skriver om drømme, aldrig kan finde ud af at holde sig til nutid og datid som man helt automatisk gør det i almindelige gengivelser eller fiktioner. Man må altid rette til bagefter. Det bekræfter kun min teori om at drømme har en indbygget beskyttelsesmekanisme, der sikrer deres afgrænsning fra alt andet. Med skriften nærmede man sig fastholdelsen, mere end drømmene kunne have forudset, men så viser det sig alligevel, at de undviger sproget på en døsig måde ved ikke rigtig at egne sig som tekst.

For tiden er det som om mine drømme vil trøste mig, midt i dage med for meget regn og for mange blokeringer drømmer jeg kun smukke scener fra rolige steder som jeg kan vågne op sammen med.

2010-05-21T13:48:00.007+02:00

På onsdag skal jeg til Cairo og deltage i en workshop om kvindelige bloggere i Skandinavien og i forskellige Mellemøstlige lande; der er deltagere fra Egypten, Libanon, Palestina, Jordan og Saudi Arabien, så vidt jeg ved. De er alle sammen virkelig politisk engagerede kvinder, mange af dem er journalister med uddannelser eller rejseerfaringer fra andre lande og skriver blogs om kontraster mellem Vesten og deres egne lande, etablerer forskellige sociale netværker, én har en tegneserie blog, en anden en radio-blog. Uden at vide så meget mere om de forskellige projekter kan jeg hurtigt konkludere, at der er lagt op til en interessant debat om forskellene mellem hvordan blog-mediet bliver brugt i Østen og i Vesten. For selvom der selvfølgelig er mange blogs, der er langt mere politiske og konceptuelle end min, er den generelle blog-tendens, som jeg fornemmer det, i meget højere grad, og uden at dette nødvendigvis er en dårlig ting, et rum for kreativ selv-udtrykkelse. Mediets mulighed er jo netop at det kan tage udgangspunkt i det personlige mikro-niveau uden nødvendigvis at blive selvindesluttet, men tvært imod være spændende akkumuleringer af personlige oplevelser af bøger, byer, udstillinger, udtryk; en slags kondensering af en persons forskellige veje gennem internettet og den virkelige verden og hvad de finder på deres vej. I kontrast hertil har blog-mediet i Østen i høj grad udviklet sig som en mulighed for at komme udenom de censurerede medier, og er blevet et andet slags alternativ her, hvor trykkefriheden er større, måske fordi den subjektive kanalisering giver det en slags uskyldighed, jeg ved det ikke endnu. I projektet er de forskellige kvindelige bloggere opfordret til selv at bidrage til workshoppen's indhold og jeg ser virkelig meget frem til at forsøge at binde linier mellem dette og min egen blog, men også og især til mit studie, til kulturformidling og kulturelle industriers udvikling, urbane fænomener og bloggen som en udvidelse af udstillingsrummet. Alle disse kvinder synes at være kulturformidlere på spændende og afvigende måder, og i bedste fald er jeg også selv inviteret som værende en sådan! Eller i hvert fald med aspirationer mod at blive det. Mere om dette projekt følger snarest. Altså Cairo projektet. Også om projektet med at blive en spændende og afvigende kulturformidler, men det er måske mere a work in progress.

2010-05-21T13:46:00.000+02:00

2010-05-21T13:42:00.007+02:00

Det er ude af kronologien, men jeg har længe gerne villet skrive noget om mine fem hurtige dage i Danmark fordi der var så mange smukke gensyn og nysyn, så jeg vender kort tilbage til før Budapest billederne, som også venter på tekst. Jeg krydsede søerne hastigt tidligt på morgenen første dag og sent på natten sidste dag, genså Kartoffelrækkerne i mørke, gik tur på Kastellet hvor alle familierne traditionelt spadserede på Store Bededag, jeg var på DAC og se udstillingen om 3xNielsen for at finde inspiration til min opgave, mødtes med min vejleder på Statens for at snakke om muligheder og idéer, og tog så til Bornholm med nye slags familieerfaringer og havet, scenen var en 90 års fødselsdag og samtaler med gamle mennesker om metrobyggeriet i København og deres børnebørns kærlighedsliv, alle de gamle kvinder der har overlevet deres mænd med så mange år, et helt liv med og et helt liv uden, det var skræmmende men det var også det modsatte. I Århus var der flere frodige haver end jeg havde troet, vi drak kaffe på Øst For Paradis som jeg aldrig har været i men hvis filmprogram jeg altid har læst i Politiken alligevel, og så Paulines forældres hus som jeg heller aldrig har været i og hvis gæsteværelse og sengetøj mindede mig om et badehotel man ville tage til for at skrive, og hendes forældre de mennesker i et gammelt hus, man ville forsøge at skrive om mens man var der. På banegården i Århus mødtes jeg med Morten, og togstrækningen fra Århus til Ribe var fyldt med forelsket samtale og Ribe ligeså fyldt med søer og broer, ophav og nye asparges. Tilbage i København genfandt jeg min mors lejlighed med opredt seng og bløde håndklæder for en kort nat, og i flyet og på busturen ind langs en endnu grønnere Donau end vi havde forladt den, snakkede vi om igen at bo i København, om at lave køkkenhaver og komposter og den gård i Wien der ventede på at blive gjort beboelig og frodig med hængende trækasser og farvede lys.

2010-05-17T10:58:00.003+02:00

Budapest **

2010-05-08T10:31:00.000+02:00

2010-05-05T10:32:00.003+02:00

Det næste læseprojekt efter fem hurtige dage i Danmark, og med Budapest og Cairo indenfor rækkevidde, er denne fantastiske antologi der tager udgangspunkt i forskellen mellem den historigrafiske og den psykoanalytiske tidsstrategi, eller hvordan "the space of memory" distribueres.

2010-04-15T12:32:00.002+02:00

2010-04-15T12:09:00.002+02:00

the impossible will take a little while

2010-04-15T12:00:00.006+02:00

I et halvvågent stadie drømmer jeg ofte, at jeg ser en tekst, som jeg læser op for mig selv. Det er tydeligt at teksten er et sted inde i drømmen, og at jeg skal læse den op for mit vågne jeg. Den er skrevet i ord og sætninger på et sprog, jeg forstår, men alligevel er oplæsningen forsøgsvis og prøvende, jeg kan kun se ét ord ad gangen, resten står sløret i baggrunden, og det er som om afstanden mellem bevidstheden og ubevidstheden er udtrykt i den slørethed, med hvilken ordene fremstår. Jeg skal decideret række ind i drømmen for at hente ordene ud, og er ved bevidsthed nok til at begejstres over de ord, jeg læser, på én gang imponeret over dem, som man kan være over andres ord, og bevidst om, at det er min egen underbevidsthed, der har produceret dem. Jeg har også altid tanken, at hvis blot jeg kunne fastholde dem længe nok til at kunne skrive dem ned, ville jeg få noget rigtig godt og vigtigt ud af det, som jeg både selv havde fundet på (fordi det tydeligvis er læsningen, der skaber meningen, nogle gange ved jeg for eksempel at jeg læser et ord forkert op, men alligevel passer det godt ind i sammenhængen) men som en anden har skrevet, fordi det jo allerede står der. Jeg tror ikke det handler så meget om det at skrive, som om afstanden mellem bevidst og ubevidst, målt i noget halv-konkret. Jeg er på samme tid indforstået og uforstående, vil længere ind i drømmen hvor ordene står klarere, men også længere ud af den, så jeg kan skrive det hele ned med overblik.

2010-04-10T19:27:00.007+02:00

I have been thinking about the museum in searching for an idea for my thesis. I have been thinking about the museum partly because I would like to analyze the kind of space it is. The museum has been used to reimagine the city as well as an unlocker of urban memories. I have been asking myself whether recently, it has also been used to trigger and promote urban visions; When museums begin to exhibit the new instead of the old – for instance sustainable architecture instead of objects solely for aesthetic contemplation and conservation – some kind of transformation must be going on in the cultural space of the museum. The museum becomes a means of communication and education, maybe in some cases of promotion, a kind of anti-museum. As to the museum as an organ of memory, a history of collective memory, this no longer seems to apply when museums exhibit modern ambitious sustainable architecture yet to be build, exhibited as an oeuvre not only in the world of architecture but also in the museum’s world of art objects.

The walk, the promenade architectural as Le Corbusier calls it, is transferred from the urban landscape to the museum space in exhibitions of (sustainable) architecture. In some cases you walk through tiny models of entire cities in grids, in other cases through fragments hereof. In both cases, the new modes of exhibiting (the new, the not yet constructed, the urban vision) must reconfigure the nature and reception of the museum space – and on the other hand, the new ways of exhibiting must also influence the cultural space of the exhibited object (in this case the sustainable architecture). To map out the architectural journey in the museum space. Why? Maybe to see how the sustainable architecture is exhibited, envisioned, staged – and along with this, how the new museum is exhibited, envisioned, staged. Maybe in a broader sense to see how the urban is exhibited. There can be no doubt that the museum effected the city enormously, adding to it layers of utopian resonance. But how did the city in turn effect the museum? Architecture constitutes the major urban artefact within the city and is today a central element of metropolitan aspirations and urban entrepreneurial visions. Therefore, obviously, it must also be part of the museum’s transformation, on a larger scale as a part of the museums incorporation since the 70’s into capitalist economy. Assuming that the museum is not just an ornament to the city, it must be possible to see the transformation of the museum parallel to that of the city.

2010-04-07T12:40:00.005+02:00

Piletræerne og Magnolietræerne kom først. Det er allerede længe siden, at springvand blev malet klar, at stole og borde blev sat frem, at alt det tomme offentlige rum blev til alles haver på en helt anden måde end det er om vinteren. Fra fælles tomt til fælles fyldt. Jeg hører solsorte hver eneste dag nu, og jeg oplever forår i Wien for første gang, uden overhoved at have set byen afblomstre. Hvis man følger Donaukanalen til venstre fra hvor jeg bor kommer man ind til byen, hvis man følger den til højre kommer man ud til store sluser, til øen der deler Donau, til foden af bjergene og startgrænsen for vinmarkerne. Der er også en roklub på sluseøen, med en skjult flodpram man kan ligge og vippe på når industriskibe sejler forbi ad floden, der passerer ti lande før den løber ud i Sorte Havet. Jeg har fået et nyt kamera og selvom det producerer billeder og ikke tekst, vil jeg gerne med det til at fortælle lidt mere om Wien, denne paladstunge by som udfolder sig så nemt for mig men som ikke så let lader sig skrive.

2010-04-07T12:36:00.003+02:00

Easy way out II. En indledning til lidt teori, mine tanker og frustrationer om gentrification, the buzz-word of urban studies...

As I see it there are two main discourses surrounding gentrification, which can be reduced to the neo-liberal version in which it is presented as a deliberate urban policy, and the sociological version in which it is seen as a means of social segregation and a concrete result of the dual city. Behind both notions lies an economic restructuring, although this restructuring can be interpreted both in positive and negative directions. Briefly, this relates to a development during the 1970s, where previously declining inner cores of cities started to become subjected to reinvestments mainly, but not only, from the private market (Zukin 1987). The so-called revival of the inner city changed its character, and in most cases to its economic advantages. But another important focus on the same restructuring can be put on the consequences of these changes in terms of neighbourhood change, displacement, increasing rents and socio-spatial segregation.

To these two main discourses can be added a third common perspective, which can also be interpreted in both a positive and a negative direction. This is the focus on the cultural market and the concentration of creative individuals that goes along with gentrification as both its cause and effect, production and consumption. Gentrification thus covers both large and small scale capitalists, and the capital can be economic as well as cultural and social depending on which stage of development, the process is on. The sort of gentrification that starts out as a result of cultural capital (artists etcetera seeking affordable housing and work spaces such as studios and galleries) can eventually be taken over by more investment-driven gentrification as investors discover the rent gap potential in old working-class neighbourhoods, a potential that artists (amongst others) already spotted long ago. On this stage, the new creative residents risk to be displaced as happened to the working class residents before them.

Not all gentrification happens through this process, though, and in some cases it has become a state-led gentrification, thus skipping the first step of the small-scale cultural capital investments and going directly to the investment stage, into which cultural policies have been needly incorporated, perhaps to compensate for the lacking natural presence of creativity. Gentrification is hereby kick-started deliberately as a positive urban process. Commodification of art and urban culture is used to revitalise and add economic value to old working class or industrial areas (Peck 2005). These strategies assume that gentrification has a positive effect on the neighbourhood, and in turn that cultural validation helps to increase property value (Zukin 1987). In this way, gentrification and culture is linked through an economic rationale. Arguments towards the positive effects of gentrification are that it creates jobs, that it gives the displaced (or in more positive terms, the relocated) new opportunities in areas more accessible to them, that it increases land values and thereby through taxes gives the area more resources to improve the neighbourhood for poor residents, all in all that it provides a complete turn around of the middle-class’s abandonment of the inner city. (Vigdor in Slater 2009: 298)

This abandonment, resulting from the suburbanization boom, left the city centre devalued. This in turn gave the opportunity for gentrifiers and investors to have a saying in the restructuring of the inner city, covering the rent gap and shaping the city according to their needs and wants. Thus the “opportunities” that this creates for the poor displaced, as argued above, can also be seen as a general upgrading of the city, although with a quite different motive than improving life quality for the initial working class residents. This reshaping can be said to be part of a bigger economic restructuring since the 1960’s through which the central city district (also the central business district) has been restructured to suit corporate needs (Zukin 1987).

So far the theoretical approach. With this brief outline of how gentrification relates to an (economic) upgrading of the inner city on different levels and stages, I find it interesting to discuss the visual outcomes of gentrification. This relates to how it is observable in the day to day experience of the city and how it determines at least my personal experience and use of the city. I would argue that I deliberately seek gentrified places. But in the light of the theory I have learned, of which I have tried to make a draft in the above, this seems ambiguous. It is abstract to understand how my use of gentrified places can lead to fatal social consequences such as rising rents, spatial segregation, real-estate speculation, social homogeneity and worse. All I do is go to places I like, places that can meet my needs. Needs such as good cafés, bookshops and fashion stores with nice aesthetic concepts and interior decoration. Organic supermarkets and a good selection in yoga studios; Pretty facades with lots of plants and “undiscovered” underground places yet to be discovered; Good museums and the constant availability of cultural and material consumption. These are the things, I must admit, that make me feel home in a city, things I did not manage to find in Brussels which was fatal for my feeling of comfort (or lack thereof) in the city, and on the other hand things that I find abundantly available in Vienna (and other cities I’ve lived in such as Paris and Copenhagen) which is why I feel good there. It is really that simple – it does not mean that I am only seeking the above mentioned characteristics; everybody likes to be surprised, and likes the presence of other neighbourhoods that give the impression of living in an entire city, not an exhibited fragment of one. And I like these preferred places to be scattered around the city, so I have to look for them, travel between them and thereby also use these other places, maybe first as in-betweens, but eventually as new places in themselves. In other words: Is it all being sustained because I support cafés with soya milk and like to surround myself with beautiful things? Can you be a gentrifier even though you do not invest in built environment, even though your capital in a way consists of your socially inherited habitus, can gentrification consist of (cultural, material and spatial) preference and consumption? Ley (in Bridge 2001) stresses the importance of cultural and lifestyle values of the new middle class, such as historic preservation of the urban core, consumption of non-standardized commodities, a university degree and employment in post-industrial occupations, and a self-conscious consumption pattern. I can say yes to all of those things. Should gentrification in this case be called something different (not in order to change the word but to change the discussion), has the word gentrification, initially invented to describe the residential movement of middle-class people into low-income areas (Zukin 87: 131), expanded and now signifies a range of (individual) lifestyle choices? When gentrification is linked with creativity and cultural industries (meaning everything from a café to an architect studio), I would argue that it is displaced from the realm of pure property investment and economic rationale into the realm of lifestyle choices of stimulating environments to sustain this lifestyle, and should therefore be subjected to a different theoretical approach. One that focuses less on rent gaps and real estate, and more on gentrification as the natural drive (although not in the Chicago School meaning of the word) towards a neighbourhood that can meet your needs and preferences best according to a certain lifestyle – in turn, the constant production of these places is of course also a part of the process (e.g. if I like to visit a certain type of café I might end up creating such a place myself one day), as is the production of new needs that goes along with the lifestyle.

With this transition of focus I do not mean to remove the awareness of social consequences following these enclaves, which are unavoidably created in this process. Moving away from the traditional notion of gentrification, with its connotations of displacement and raising of issues such as social justice and right to the city, might escape the historical meaning of the word which keeps alive the fact, much disputed from neo-liberal side, that gentrification expresses social inequality (Slater 2009). Once a place becomes packed with cafés, vintage stores and yoga studios of a certain character, and graphic and architecture-like businesses, it at once becomes a good place to live for somebody, and one more place excluded for somebody else. My idea with questioning the word gentrification in this lifestyle-discourse is simply: How to live with this, when you are one of the persons for whom the place becomes a better place to live in?

All of this worries me a lot in the constant legitimisation of my own life style measured against the knowledge of social and spatial segregation that I am acquiring all the time, and when asked to write about gentrification, this is what really captures my interest for further investigation. Is gentrification my fault?

2010-04-07T12:09:00.003+02:00

Easy way out. Jeg poster et billede af Anne og Morten spisende kage og så ser vi om teksten følger. Jeg vil jo gerne..

2010-02-25T11:33:00.006+01:00

To visit a place for the first time is thereby to begin to write

2010-02-23T11:15:00.003+01:00

her bor jeg nu i Wien

2010-01-26T19:56:00.003+01:00

Det er minus 30 grader i Istanbul. Vinden fra Sibirien rejste over det sorte hav. Jeg er kommet til at købe mig en hel tynd uldnatkjole af et ukendt minimalistisk italiensk mærke. Måske hænger det sammen. Jeg har været trist og lykkelig i dag, det har fæstnet sig som mildhed ud på aftenen.

In between home and the world there is a place called Belleville (Fra en Manuel Castells tekst, men det ramte så fint. Jeg tager snart til Paris i lidt tid for at lande inden alt det nye.)

2010-01-23T21:12:00.000+01:00

2010-01-22T14:49:00.003+01:00

Jeg kender to mennesker, der drømte om en sav i nat. Og om at spille kort på Assistens Kirkegård (meget Tom Waits'k). Jeg selv drømte at jeg købte en delfin i supermarkedet til 35 kroner, og havde den i mit badekar. Men jeg kunne ikke holde ud, at den skulle være så indelukket, så jeg tog til Zoologisk Have for at snakke med direktøren om at transportere den dertil. Han forvissede mig om, at det slet ikke var noget problem at jeg havde den i mit badekar; han havde selv en stuehval på 16 meter. Hvordan finder drømme på ord som stuehval?

Jeg tror Heidegger kørte på cykel i solskin (over en bro i din yndlingsby) da han fandt på det der med being in the world. Hvornår er man nogensinde mere sammen med tingene? (Fænomenologerne sniger sig ind på mig fra højre og venstre.)

Jeg skriver essay om hullerne i politisk legitimitet på en solopvarmet læsesal.

2010-01-13T11:13:00.003+01:00

Nogle gange er det også bare et spørgsmål om at vågne op, midt i vinterhiet, midt i at det føles mindst oplagt at gå udenfor. På den ene side siger sneen, be good to your needs, når det er mørkt klokken otte om morgenen kan du ikke løbe ti kilometer eller lave ashtanga som du ville gøre det i solskinnet fra et åbent vindue klokken syv om morgenen, d-vitamin mættet og vitaliseret, bare det, at der skal så mange lag, fysiske lag af uld, udenpå dig før du kan vågne til verden stopper dig fra den udfoldelse det er at tage til udstillinger, yoga, i cinemateket. Men på den anden side er det hele der jo, under sneen, sværere tilgængeligt men helt så oplagt, hvorfor falder man så i søvn hele tiden, eller bevæger sig rundt om dagen, motiveret af tanken om igen at komme indenfor og kunne sove? Og så opdager man efter flere måneders beklagen over tingenes (vintertilværelsens!) stilstand i Bruxelles, at det jo (selvfølgelig) bugner med spændende og gratis foredrag om iransk filmkunst, Mexico festival på Bozar hvor de udstiller Frida Kahlo, hvis billeder jeg ikke har set siden jeg var 12 og de hang på Ordrup Gaard, museet der nærmest var i min baghave der hvor jeg voksede op, og en introduktion til Fassbinder, det mest spændende program i cinemateket, jeg mener bare, vågn op! Det er jo bare sne.

2010-01-13T11:12:00.003+01:00

Det bedste er, når det sner fra en næsten-gennemsigtig himmel, og sneen falder i tern, eller flet, eller hvordan man nu skal forklare det. Når det sner kan man se hvor folk har været, og hvor de ikke vil gå og hvor de helst vil gå. Man kan lave fodspor hen til et træ bare så det ser ud som om, nogen gerne ville derhen. Men man kan så også blive nødt til at lave fodsporene tilbage, og så man kan regne ud, at nogen gerne ville væk fra træet igen. Og når det nu skal sne, kan det ligeså godt sne uden vind, så det ligger sig på grene og kolde cykelstel i lag der er højere end grenene og cyklerne selv, og fortætter hele oplevelsen af grene og cykler og biblioteker.

2010-01-09T20:50:00.002+01:00

Nyt.

Jeg har været optaget af at lære og skrive om det jeg har lært, og det er det, tiden er gået med, siden jeg sidst har været her. Ind imellem har jeg drukket en kop varm chokolade, men jeg har ikke skrevet noget, og ikke læst skønlitteratur overhoved. Ikke at jeg har noget imod det. Mine kreative rammer er mit studie, og enten kompenserer det for det, eller også er det kreativt i sig selv at være optaget af at lære, det kan jeg ikke helt finde ud af. Jeg lærer mest af det jeg selv læser, af at sidde lange dage på biblioteket og syntetiserer mellem tekster, mens forelæsninger sjældent er den store fornøjelse og studiet i sin struktur på mange måder har skuffet mig. Jeg har svært ved at svare folk på, om jeg er glad for mit studie, fordi det mere er et spørgsmål om, at jeg er glad for det, jeg lærer. Og meget af det er uden for rammerne af studiet, selvfølgelig inspireret af det og med bibliografien lånt derfra, men ellers forgrener det sig mest af sig selv, og jeg føler at jeg finder nye og forstår allerede eksisterende interesser bedre. Vi opfordres til allerede nu at begynde at tænke på vores thesis, som skal være indenfor rammerne af komparative bystudier i Europa, og kvalificere sig som videnskabelig research. Det har fået mig til at tænke en del på balancen mellem min baggrund i litteraturen og retningen af mine nye interesser, ikke åbenlyst forenet, men alligevel synes jeg at min baggrund i litteraturen også er en baggrund i at være læser og skriver, og set sådan kan det selvfølgelig tjene et hvilket som helst fremtidigt interessefelt. Jeg er glad for at rammerne tvinger én ud af teksterne, væk fra en problemstilling der kan ”løses” udelukkende ved at syntetisere teori og skabe en sprogligt fremskrevet højere enhed, men jeg har endnu ikke forenet mig med, hvordan den videnskabelige research, involveringen i case studies, statistikker, interviews, kan understøttes af min baggrund og interesse for det, der trods alt kan (må!) undersøges i og via teksten. Ideale eksempler på en sådan blanding er stadig for mig Rosalind Krauss’ skulpturanalyser i Passages in Modern Sculpture, som jeg skrev så meget om tidligere, i hvilken alt fra Wittgenstein til Proust applikeres på den håndgribelige observation af skulpturer, alt imens et historisk, men ikke kausalt og narrativt bindende, forløb udfoldes underliggende. Lige nu er jeg i gang med at læse en bog af Rane Willerslev om jagtkulturen og animisme i det nordøstlige Sibirien, i hvilken filosofi og filosofisk antropologi flettes ind og ud af feltarbejdet, som også er mere end det, indlevelse og identificeringsarbejde, og derfor selvom det er i en helt anden kategori alligevel kan samarbejdes med Krauss’ måde at fremskrive en meget sproglig (poetisk, tekstfyldig, med fiktionens fordele) historie ud af det faglige stof. Jeg er lige begyndt på den og lover at skrive mere når jeg får tid til at læse videre. Samtidig og på den anden side er jeg slet ikke så sikker på, at det kommer til at falde indenfor kunst og kultur, men at det næsten må handle om bæredygtighed og byer, om ejendomsrettigheder og bydemokrati, om rum som kapitalistisk produkt og vare. Jeg tror det bliver svært, med andre ord, at gå fra interesse til projekt, og overvældende at skulle til at tage sig selv så seriøst, at tage hul på en faglig interesse man skal arbejde med i halvandet år.

2010-01-09T20:40:00.002+01:00

Den 19/11 1988 så jeg sne for første gang, i flyverdragt uden på nattøjet.

Måger passer bedre ind når det sner. Og det har sneet, i mange dage nu, flere og flere huse forsvinder og mennesker virker på en måde mere gammeldags i gadebilledet når det sner. Ord falder ikke som sne, men drømme falder ofte som lyde, jeg drømte lyden af en svale i nat, cirkler tilbage til min mor, mit første sne, flyverdragt, fuglelyde som arv. Når det ikke sner mere skal vi indstille os på noget nyt.

Vinterforsoning. Man må overveje om det overhoved giver mening at tage væk.

Det at kunne (præstere skrive elske komme til tiden skøjte) står frem mod en baggrund, der er mere eller mindre forsvindende (sneen).

Folk søger mod de kvalitative aspekter af rum, aspekter der ikke kan kvantificeres, kapitaliseres (havet.)

Bruxelles mod Wien og mindre sne.

Bruxelles tager sig godt ud i sneen, jeg fik næsten dårlig samvittighed da jeg vendte tilbage efter København og kørte i sporvogn gennem gaderne, jeg har sagt så meget dårligt om Bruxelles til København, men egentlig, i nogle andre rammer med andre mennesker, tror jeg godt man kunne have ramt byen på en god måde. Jeg har betænkeligheder ved at glæde mig til Wien fordi det ligger i det at glæde sig’s natur, at man ønsker det eksisterende overstået, men i morges kom jeg til en forsoning med det paradoks. Jeg glæder mig så meget til forår, at jeg virkelig vil vinteren.

Jeg tager snart til Wien og der bliver det forår på et tidspunkt. Det er i hvert fald planen.

Madrid

2009-11-26T10:05:00.005+01:00

2009-11-26T09:54:00.002+01:00

Helt simpelt, man skulle lave flere ting i papir, og så kommer der snart nyt.

2009-11-13T10:05:00.003+01:00

Forventninger er et biprodukt af fravær, og det er ikke nok at være nem og blød i kritiske forløsende situationer, man skal være det hele tiden, er der noget der siger, hele tiden lidt opblødt, også over morgenmaden hvor der ikke er noget at sige, eller i telefonen, men nogle gange kan jeg ikke gøre for at jeg stivner, jeg kan nu i øvrigt se det hele af kastanjetræernes stammer, det er også hårdt, og jeg kan se dele af skolegården der ellers tidligere har været skjult for mig; rutsjebanen og når de stiller op i rækker ved halvtaget, jeg drømte at min underbevidsthed var en venindes lejlighed, men mere stille og vakumagtig end i den almindelige verden, dybere vejrtrækninger og skarpere hjørner, og min egen tilstedeværelse udelukkede automatisk alle andres; jeg var gået derind for at finde et gammelt brev på blåt papir, og døren dertil åbnede sig idet jeg satte en trykknap i tyndt stof.

2009-11-13T09:58:00.004+01:00

"Pleasure is neither an element of the text, nor a naive residue; it does not depend on the logic of understanding and sensation; it is a drift, something that is both revolutionary and asocial, and can not be taken in charge by any collectivity, mentality or idiolecte. Something neutral? One can easily see that pleasure of the text is scandalous: not because it is amoral, but because it is atopical." Barthes, Le plaisir du texte

2009-11-13T09:40:00.004+01:00

I Paris var alle bladene våde og rendestensklæbrige men i Madrid var de slet ikke faldet af, så det var som en lille tidsrejse i årstiderne og byens botaniske have forkortede den forestående vinter med en rosenhave og en skoleklasse der repeterede urter. I Madrid var der flere barer og caféer med stengulv og smukke rygende mennesker og simple drinks end i selveste Paris, og jeg glæder mig til et semester i denne by med fireetagers kunstboghandler, facader med balkoner og farver der på en hel anden måde end for eksempel Bruxelles smager af landet bag, der var en spansk følelse, og selvom vi hele tiden lærer at det, man skal kunne føle i byen er det urbane og ikke det nationale, kan jeg nu ikke fornægte det romantiske ved den underliggende kultur af et lands særlige farveskala eller balkontradition...

2009-10-30T17:05:00.004+01:00

Efter mange lange dage på biblioteket, hvor jeg har fundet en læseplads omgivet af det inderste og øverste af nogle unge træer - der var helt grønt skær på læsesalen og jeg tænkte faktisk at det måtte være sådan, det var, at være inde i et haiku digt, med fugles hemmelige liv og faldende blade der vender sig i faldet - efter alt det, og også en del læsning, er jeg nu færdig med første blok, lidt klogere på noget geopolitik og europæiske byers netværker, og har opdaget, at det er slutningen af oktober. Der er masser af forvirrede fugle på grund af varmen, det er ikke kun mig, og det er først over de sidste to døgn, at træerne besluttede sig endeligt for en overgang. Jeg sad på en plads i går aftes og ventede på nogle mennesker, og hver gang der kom et lille vindstød kunne man høre, hvordan bladene gjorde sig fri, sådan uden videre gav slip på deres sommeridentitet, og når nok af dem havde givet slip blev de enige om at falde, det var helt tørt og rytmisk, 1 2 3 nu gør vi det, vi må videre. Sådan. I morgen tager jeg til Paris, og måske falder bladene anderledes der, og efter det til Madrid for at udforske noget nyt, men lige nu venter jeg på vasketøj på rådhusets store trappe, omgivet af rokokospir og barokdrager.

2009-10-17T16:06:00.002+02:00

Jeg husker altid, som så mange andre, sætningen

Jeg har længtes mod skibskatastrofer
og mod hærværk og pludselig død !

Rytmen taler til mig, den udbryderiske hjemve i det, men jeg tænker også, at det for mig bare kunne være noget roligere, som

Jeg har længtes mod haver, der er lukkede for natten, mod skrivende hænder og pludseligt liv og mod al den tid, jeg har længtes mod det, jeg nu har

Det er selvfølgelig ikke det samme

Jeg længes mod min nye kærlighed, mod at blive tryg med den, mod at blive alene med den, længsler er paradoksale af natur og derfor er der plads til også dette krav, at ham jeg er forelsket i forsvinder, så jeg kan være alene med det hele, men også at han kommer tilbage igen, så jeg kan lære det at kende

2009-10-02T22:41:00.000+02:00

Vi har aftenlyset i kemilaboratorierne på 6. og 7. etage tilfælles.

2009-10-02T22:34:00.002+02:00

Nogle gange savner jeg også litteraturvidenskab og andre analyseprocesser, fællesskaber hvor Rimbaud eller Pessoa er givet og man deler mindre tilstedeværende rum, det formildnende ved, at det man har tilfælles er fiktivt. Reality is a nice place to visit but I wouldn't want to live there. Der er for eksempel for meget markedsøkonomi. Men man kan flygte fra strukturen til der, hvor der sker noget mere - associationer, drømme, déjà vu'er, med en anden hud mod hud når man både er mere og mindre sig selv end nogensinde før, og ligesom i de andre kategorier sker det et andet sted, der føles langt væk om morgenen, når det stadig er mørkt men et slags mørkt der bærer mod andre nuancer, dog ikke længere væk end at man, trods alt kærlighed til nu'et, alligevel kan leve for det næste strukturelle hul i signifiérne, så tæt på som déjà vu'er og kroppe.

Om det jeg lærer..

2009-10-02T22:31:00.002+02:00

Jeg har været til en fernisering men er artigt taget hjem for at læse. Det er næsten fuldmåne, så der er ikke noget yoga i denne weekend. Jeg mistede skrivetråden igen, for imellem tiden tog Bruxelles form, i mellemtiden, i mellem tiden, hvordan staves det, det er et urealistisk udtryk, jeg forestiller mig mellemrummene mellem de fem bogstaver i t i d e n men der refereres selvfølgelig snarere til en hurtigt og uventet passeret periode, som blev opfattet som findende sted et sted uden for tiden, og i den forstand er udtrykket aldeles rammende, selvom den rumlige dimension kun forvirrer endnu mere.

Noget særligt ved Bruxelles er, at der er et kæmpe antal kulturelle institutioner, som har status som etablerede institutioner, men som accepteres og bruges som undergrunds- eller subkultur steder, med de dertil hørende skattekisteagtige gode placeringer og billige priser. Som konsekvens heraf er der så meget alternativ musik, performance, gadebal, filmvisning i parker, festivaller og parader der finder sted hele tiden. Desværre har vi endnu så travlt, at der ikke er så meget plads til at udnytte alle disse tilbud, men til gengæld er en del af vores studie også studiet af denne slags initiativer gennem mange besøg og ekskursioner blandt kunstnere og visionære der fortæller os om de sociale, kulturelle og administrative overvejelser bag initiativernes opblomstring. Det er den livligste del af vores program, og ofte rigtig givende – i bedste fald bliver man fyldt med iværksætterlyst og dagdrømme om en dag at finde en villa i København, som hidtil har været usynlig, i hvilken man kan lave community garden/vegansk café/boghandler/værested hvor man ikke behøver at konsumere for at være/træværksted/lektiehjælp/eksemplificerende og genererende bæredygtige løsninger/og så videre. Alle disse oftest socio-kulturelle initiativer opsøger vi rundt omkring i Bruxelles, men også i indtil videre Antwerp, Brugge, Ghent, Lille, Roubaix og Paris. De større belgiske byer har rigtig meget at byde på, og for hver by har vi et intenst program forberedt for os, med meget kvalificerede rundvisninger i selve byen, oftest kædet sammen af et overraskende antal af storstilede sats på det kulturelle liv fra kommunal side, nytænkende biblioteker i gamle bilfabrikker, muséer i art nouveau svømmehal, arbejdsaktiverings projekter kombineret med kunstnerisk produktion, i det hele taget en gennemgående refleksion over kunstnerisk produktion frem for konsumering og en – til tider ideologisk – ambition om at udligne sociale og nationale skel og aktivere langtidsarbejdsløse gennem den kulturelle produktions lindrende magi. Nogle projekter virker selvfølgelig mere vellykkede end andre. Nogle gange ser man enklaver af kunst og kultur, der har bosat sig i i øvrigt ubeskrivelige industrielle fortlignende bygninger (den smukkeste hidtil var en gammel uldfabrik i Roubaix, der havde et gigantisk havesystem til at dække hele taget for at skabe det rigtige fugtige klima for ulden inde i bygningen - i taghaven var der selvplantede blomster og planter fra New Zealand, Argentina, Bolivia, alle de steder, ulden kom fra, bærende på frø, der selv fandt vej rundt i luftsystemerne indtil de nåede op på tagets fugtigste jordlag.) – men disse kulturelle enklaver forbliver afskåret fra de fattige arbejderkvarterer, der til forveksling ligner noget fra en Nordengelsk mineforstad, med familier der har været arbejdsløse i generationer siden tekstilproduktionen i 70erne blev rykket til de asiatiske lande. Fabrikker fyldt med neonfarvede fester og alternative teaterproduktioner forbliver øer i disse kvarterer, som blot kommunikerer med den kunstneriske middelklasse på den anden side af fattigdommen gennem smuk grafik, der ligger til rådighed på alle de caféer og gallerier, som de allerede frekventerer. I andre initiativer virker idéerne reelt kompatible med arbejdsløshedsrealiteten, som overalt er en bærende overvejelse i de projekter vi har besøgt i Bruxelles og de omlæggende byer, med en gennemsnitlig arbejdsløshed på omkring 25% og en for Danmark helt ukendt diversitet af en sådan skala, at den danske udlændinge politik ville skulle genopfinde sin retorik og sit argumentationsgrundlag. Selvom vi selvfølgelig kun har besøgt et udsnit venstreorienterede og socialt bevidste institutioner, virker det alligevel som om diversiteten i Bruxelles er en præmis, man arbejder ud fra, og ikke en omstændighed, man skal ændre på, for at komme i gang med det rigtige arbejde. Vi ser mange projekter der, om end eller faktisk lige netop på lokalt plan, ofte gennem kultur på den ene eller anden måde (biblioteker, der radikalt er åbnet mod en bredere definition og større skarre af brugere, skateboardbaner, håndværksværksteder til produktion af scenemateriale eller andre kunstneriske redskaber, fotoværksteder, selvstiftede haver og så videre) bruger den unikke sammensætning i et givent kvarter (for det er hele tiden kvarteret som koncept, der er vores fokus) til på én gang at bryde arbejdsløsheds- eller kedsomhedscirkler ved at bringe nyt (kultur)liv til, uden dermed at tiltrække horder fra den kreative middelklasse, altid på udkig efter den næste bydel hvor lejen stadig er lav og kvartererne uudforskede. Okay, det er i de store træk de potentialer og problematikker vores besøg drejer sig om, jeg ved ikke hvorfor jeg endte med at skrive så mange lange sætninger om det.

Vi lærer også en masse om kapitalistiske verdenssystemer og demokrati, først på globalt og dernæst urbant plan, og dernæst i en sammensmeltning af de to, spaces of places der bliver til spaces of flows, og vi lærer i ét fag en masse historie, Bruxelles’ historie, kapitalismens historie, globalismens historie, krisens historie, Europas og EUs historie mens vi et andet fag lærer om byer og deres kvarterer, deres betydninger og problemer, afgrænsninger og åbninger.

Jeg håber ikke dette har kedet for meget, der er mange, der spørger til, hvad det er, jeg laver, og dette kan forstås som et udkast, alt er endnu nyt men også fuldstændig i gang, nogle ting er allerede ved at være afsluttede, og hver fredag aften er der gået en måned eller bare et par dage, det forbliver i mellem tiden.

2009-09-04T23:25:00.001+02:00

2009-09-04T22:30:00.004+02:00

"Inde i byen åbner der sig så at sige tvillingegader og dobbeltgænger-gader, alle lige svigefulde og bedrageriske. Forhekset og vildledt skaber fantasien sig nye og illusoriske byplaner, der tilsyneladende er gammelkendte og uomtvistelige og hvor gaderne har deres sædvanlige navn og beliggenhed, og natten har i sin uudtømmelige frodighed ikke andet at tage sig til end at fremskaffe stadig nye og lige indbildte konfigurationer. Disse vinternatsfristelser begynder sædvanligvis ganske uskyldigt med lysten til at finde en kortere vej og skyde en hurtig og særpræget genvej. Der opstår indbydende kombinationer med at beskære en snørklet rute ved at prøve en ukendt sidegade." Bruno Schulz "Kanelbutikkerne"

2009-09-04T22:27:00.001+02:00

Og så åbner Bruxelles sig selvfølgelig. Det er en dechifrering, det er det rigtige sted for mig at være, når efteråret folder sig ud.

J'y suis arrivée

2009-09-04T21:53:00.002+02:00

Først var jeg ikke glad i Bruxelles, ikke på grund af noget af det nye, men kun i barnlig sammenligning med det efterladte. Jeg har ikke kunnet lægge det ud før nu, men her er, hvad jeg tænkte i de første dage, med meget modstand men en bagvedliggende overbevisning om, at det var upermanente sensationer, der næsten ikke fortjente at blive verbaliserede, og som bare skulle føles igennem til den anden side, på hvilken der kunne opstå nye begyndelser, som ikke på en eller anden måde relaterede sig til kanalen i Paris, som alting hidtil har gjort.

1.
Jeg er taget fra Paris til Bruxelles, en togtur der var alt for kort til den omstilling, jeg skulle foretage, et skift der ikke kunne finde sted på andre planer end det geografiske på en time og sytten minutter. Jeg er ankommet til Bruxelles med en tristhed som én, der har forladt eller er blevet forladt, utrøstelig over at skulle være adskilt fra Paris, og selvom jeg har haft flere ugers smukkeste afskedsoplevelser med smukke mennesker, er det byen der føles allerstærkest som ven og person og konkret nærværende, og uafhængig af hvor godt jeg ved at alt, der skal til at begynde, vil blive, kan jeg ikke forstå, at jeg er taget væk. Isabelle sendte mig denne besked, da toget satte i gang: Christina d'amour, le ciel est grand ouvert pour tes aile d'hirondelles, je sens vraiment que des bonnes ondes pour toi, l'avenir et ouvert meme si tu vas me manquer, og med det græd jeg hele vejen til Bruxelles, og lidt igen da jeg foldede den fire meter lange tapetstribe med Paris ud, og kom til kanalen, som har været mine dages centrum.

2.
Mine første indtryk af Bruxelles er flygtige og set i sammenligninger, men jeg er overvældet af kommunistæstetik og hvor råt det hele er, alle kvarterer sammenholdt af et mærkeligt gråt centrum af Europæiske institutioner, som man må krydse for at komme nogen steder hen. Jeg bor i Shaerbeek, et kvarter som jeg er sikker på at blive glad for, selvom jeg lige nu er fortabt. Lejligheden er selvfølgelig for god til at være sand, stor og lys og med masser af plads. Fra det lange køkkenvindue under taget ser man ud over en skolegårds seks store kastanjetræer, og jeg har længe drømt om at have træer foran mine vinduer igen. Fra mit værelses skråvindue ser jeg ud over rådhuset, et enormt historisk monument af ubestemmelig arkitektur, og fra mezzaninen, hvor sengen står, ser jeg igen skolegården og et stort stykke himmel, som solen står op på, eller som morgenregnen kan høres igennem, som i gamle dage under Lisbets store skråvindue. Af samme grund minder værelset mig om de tider, vi har tilbragt der, og det er et godt rum, og gode rum er vigtige for rødder. Om morgenen kan man sidde på køkkenbordet med benenen ud af vinduet, og der er grønt og fugle, et point til Bruxelles.

3.
På cykelture gennem byen de første dage blev jeg nødt til at sige til mig selv, at jeg er her for at studere byen, ikke for at elske den. Af en eller anden grund føltes det, da jeg tog fra København til Paris, som at tage ud, mens det denne gang føles mere som at være taget væk.

4.
Jeg tog forskud på de nye begyndelser i Paris, det skulle jeg måske ikke have gjort, jeg vil alt det, der skal ske og er, men jeg kan med mit hjerte ikke helt forstå, at jeg tog væk fra alt det.

5.
Gaderne her driller, men mit køkkenvindue kunne ikke være bedre. Man kan tabe sin stedsans på mange forskellige måder.
Men det er som om, jeg ikke længere bliver ensom, som man kunne have fundet sig ensom i en ny by uden et eneste kendt menneske, ensomhed er ikke længere den følelse, som det nye og tomme fører til, jeg tænker mens jeg cykler og mennesker kommer der nok af.

6.
Der er i øvrigt også Azod, drengen som bor i lejligheden nedenunder, han er seks og er magisk. Han taler ikke meget, men nogle gange banker han på min dør for at vise mig sine skatte; først var det katten, som han præsenterede som sin lillesøster, dernæst nintendoen og her til morgen den første mælketand i en æske, og jeg fik lov at rokke på den næste, vi blev enige om at der endnu var to uger til at den ville falde ud, og så forsvandt han stille igen, på strømpesokker og med fart på.

7.
At det skal til at blive efterår forekommer mig lige én forandring for meget oven i alle de andre, men som altid kommer det alligevel som en lettelse.

2009-08-20T15:10:00.001+02:00

2009-08-20T14:59:00.001+02:00

!

2009-08-20T14:54:00.000+02:00

2009-08-19T13:34:00.000+02:00

2009-08-19T13:22:00.000+02:00

I går lavede jeg kun én ting, og det var at spille bordtennis i solen i parken ved Mortens lejlighed. Vi spillede i timevis og blev bedre og bedre, syntes vi selv, og når vi fik det alt for varmt hoppede vi ind i sprinklerne og delte vandet lidt med planterne og spillede videre med klæbende vådt tøj, der ikke varede længe i solen. Bordtennis forekommer mig at være noget, man sådan relativt hurtigt kunne blive ret god til, hvis man nu bare spillede det en time om dagen i et ikke så langt tidsrum, men så igen, det er måske ikke en evne, jeg har så meget brug for. Det var fedt fordi det var en sommerferieting at gøre, og at vi på den solrige og platantræsplettede plads kunne have været i en lille by i nærheden af Avignon, og fordi det er en kendsgerning at det er fedt at blive brun i solen mens man bevæger sig; deraf motivationen for volleyball og alle andre slags strandrelaterede sportsgrene, og altså også, til min store overraskelse, bordtennis. Med de sidste dage i Paris sker der nye ting, der må være en slags naturlov, der determinerer at visse ting altid skal afsløre sig selv hen mod enden, for eksempel skjulte bordtennistalenter, men også mere essentielle ting, de sidste par dage har for eksempel rummet en anden begyndelse som desværre, eller måske slet ikke desværre men bare sådan i følge omstændighedernes indskrevne logik, der er meget klogere end én selv, ikke kan få lov til at blive en begyndelse på noget, men blot skal forblive det, en begyndelse, hvis man da kan kalde det det, når der ikke er noget, der følger efter. Hmm. Begyndelsen er også det forudsætningsløse, måske. Jeg har ingen forudsætninger for at være god til bordtennis, derfor kan det begynde, jeg har ingen forudsætninger for at køre på scooter for foden af et glimrende Eiffeltårn og føle mig lykkelig som efter en nat hvor man har drømt at man kunne flyve henover en tætbevokset ø hvor trækronerne kun få steder er erstattet af toppen af små pavilloner, men alligevel var jeg altså dér, flyvende og forudsætningsfri, forelsket i afslutningen fordi den kondenserer og koncentrerer alt det forudgående og gør det til næring for en ny begyndelse.

2009-08-19T12:26:00.001+02:00

Jeg gik op til Buttes-Chaumont parkens øverste pavillon for at se solnedgangen; det var en efterårs én, og det var mærkeligt, fordi alt det øvrige var en sommeraften. På vej hjem blev jeg overtalt til at arbejde et par timer på restaurenten nedenunder, men det var okay, for så kunne jeg få lov til at spise ratatouille, og jeg havde ikke spist hele dagen fordi jeg igår var til fest på en båd, og kom hjem da stilladserne begyndte at blive bygget op, hvilket skaber den mest knirkende rungende dunkende lyd overhoved mens temperaturen steg, altsammen resulterende i en masse tømmermænd og rastløs ikke-spisende promeneren. Nu begynder jeg altså bare at skrive her igen som om intet er sket. Eller det vil sige, som om der ikke var gået lang tid siden sidst, og så kan det være, jeg kan narre mine ord, for selvfølgelig er der en helt masse ting, der er sket, og måske endnu flere, der skal til at ske, det er svært at sige. Jeg har mange små situationer fra Paris liggende på papirer rundt omkring, jeg ved ikke hvorfor de ikke har villet herud. Nu hvor min tid i Paris går på hæld, forelsker jeg mig mere og mere i byen for hver dag, der går, og mine opdagerevner er skærpet som aldrig før, så alt virker uudtømmeligt, og om jeg så havde fem år endnu ville det sikkert stadig virke sådan, og derfor er det på en måde okay, at skulle herfra. Lidt om hvad jeg dernæst skal vil jeg skrive om snarest. Imidlertid opdager jeg nye steder på nye måder, går ligeledes på opdagelse i yogaen som får det bedste og lykkeligste frem i mig, og drikker eftermiddagskaffe hver dag i solen oppe for enden af kanalen hvor træerne er solplettede og kan trække vejret og hvor strandstolene er blå og hvid stribede på petanque banerne og ligner noget fra en Tati film. Paris er god i august og august er god i Paris.

Lise og jeg (På Pere Lachaise, i Montmartre, i Belleville, på Bourdelle museum)

2009-07-10T12:28:00.002+02:00

Bourdelle muséet, som sammen med Rodin muséet er byens ypperste eksempel på materialiseret magi

2009-07-10T12:13:00.003+02:00

Ridderen på Rodin muséet

2009-07-10T11:19:00.002+02:00

2009-05-30T21:05:00.002+02:00

Fordi jeg ventede på linser, og der var et fint aftenlys i min lejlighed, og der i forhold til det relativt narcissistiske projekt en blog er/kan være ikke er så mange billeder af mig selv...
Der er koncert i restauranten nedenunder, og alle restauranterne i gaden benytter sig af vejafspærringerne på grund af arbejde, så der er borde og mennesker overalt. Og her sidder jeg og retter grammatik...

2009-05-29T22:42:00.002+02:00

Parken og hele verden dufter sødt af te. Nogle dage rammer jeg bare kilden, uforberedt og forfjamsket, og så kan et barn kigge på mig og jeg er rørt til tårer over at være i verden. Det er virkelig en overvældende følelse, næsten hallucinatorisk, græsset bevæger sig blødere, jeg trækker vejret ned i nyåbnede dybder, jeg kommer i tanke om alle gode drømme, jeg har haft på det sidste men har glemt igen for hurtigt, temperaturen i luften er perfekt og jeg får følelsen af at vide, hvor alt kommer fra. Det startede i dag da jeg sad på tesalonen ”L’autre thé”, som er mit nye yndlingsskrivested. Det ligger ud til en lille park som er omkranset af gamle bygninger med mange altaner og høje tage som gemmer på 8. etages kammerpigeværelser med Eiffeltårnsudsigt og det grønne langt under sig. Parken er viltert vedligeholdt og synes at være planlagt især ud fra en strategi om dufte. Fordi der gror så mange forskellige træer, er der også mange flere forskellige fugle, der synger, end man hører i de fleste andre pariserparker. Tesalonen har altså sin gamle ujævne glasfacade ud mod dette grønne, og er også indenfor ligeså smuk og rolig, med trægulve og vægge fyldt med tedåser. Der var næsten ingen mennesker og det var mens jeg sad dér, udmattet efter alt for mange ugers alt for mange udfordringer, at jeg uforberedt blev kastet ind i den der overvældende ro, som var overalt i rummet, og som man normalt ikke finder andre steder end i rum, der i årevis er blevet brugt til yoga eller meditation, eller måske i meget gamle biblioteker (som det i Rom). Jeg blev siddende i mange timer, og fik skrevet rimelig meget. Jeg er i sidste skrivefase på skulpturopgaven, og den begynder at åbne sig lidt op for mig. Den er nu blevet døbt ”Det delte rum” der refererer til det forhold, at subjektet og det skulpturelle objekt befinder sig i samme rum, hvilket på een gang er noget, der manifesterer sig som en opdeling og en deling. Med det som perceptuelt udgangspunkt er jeg endt med at undersøge nogle kategorier som trangen til besiddelse af objektet, taktile og optiske perceptionskategorier, og om skulpturen som sted. Idéen er, at der med Rodin er sket et skift i forventningerne til skulpturen, så at denne ikke længere forpligter sig på at henvise til et strukturelt eller narrativt hinsides, hvilket sætter en traditionel kunstkritik, som begræder værkets tab af aura (tænk for eksempel Benjamin eller Adorno) ude af funktion. Nå, men disse ting sad jeg altså og skrev på, mens der i det ene hjørne sad to ældre damer og viste hinanden billeder fra deres ferier, og ved bordet ved siden af mig en mand som fik serveret en teblomst i en glastekande, og hvis nydelse ved at se blomsten folde sig ud i det kogende vand langt oversteg hans plan om at drikke teen. Andre kom og gik, og ejeren fortalte ivrigt til alle som een, at han skulle på landet i morgen for at fejre sine bedsteforældres 70års bryllupsjubilæum, hvilket alle tog til sig og gik hjem med som et bekræftende tegn på kærligheden. Jeg fik først en grøn sencha med mandarin, senere en grøn lime te.

Nu med en uge tilbage inden velsignet sommer med bøger og dessertfester og apéro’er ved kanalen er jeg altså åbenbart faldet til ro og kommet tilbage til at synes, at tiden slår til og til at skriveprocessen kan nydes.

2009-04-23T00:11:00.001+02:00

For tiden drejer det hele sig om åbenhed. Efter i en lang periode, hvor jeg har følt mig intimideret af at bo i byen, af at arbejde et sted, hvor jeg hele tiden kommunikerer med fremmede mennesker, hvor jeg har følt mig alt for permeabel og alt for udsat, påvirket, er det begyndt at føles som den perfekte mulighed. Eller snarere, jeg begyndte at stille mig selv det indlysende spørgsmål, hvad jeg mon skulle bruge det til. Det syntes ligesom ikke tilstrækkeligt bare at konstatere, at det var storbyen. Mit nye projekt er at afvæbne den udbredte lukkethed, som jeg hele tiden konfronteres med på caféen, og på det sidste har været på nippet til at blive totalt desillusioneret af, samt min egen, med åben åben åbenhed.

Jeg udforsker fortsat Belleville, og jeg kunne ikke have ønsket mig at lande noget mere fantastisk sted i Paris. Kvarteret strækker sig op ad Rue de Belleville og Menilmontants stejle bakker, og deroppe gemmer der sig communitygardens hvor man kan plante sine egne ruccolafrø og få havekurser, der findes åbne atelierer, der findes Ungdomshuset-agtige fristeder med musik og street-art og digtoplæsninger, der findes alt muligt for alle mulige. Det er blevet en tradition for mig efter lange søndagsvagter at købe fantastisk vietnamesisk mad og sætte mig op i Belleville parken og få dagens sidste sol med udsigt over hele Paris, i øjenhøjde med Eiffeltårnet.

Belleville synes virkelig at være det perfekte sted til at indlede denne åbning. Alene den gade, jeg bor i, er et sprudlende eksempel på hvordan folk, også i byen, kan være åbne over for hinanden. Her til aften faldt jeg i snak med printer-manden, som var ivrig efter at lære mig om islam, og vi havde en rigtig fin snak om hvilke konsekvenser, det havde i ens hverdag, at opfatte alle mennesker som lige. Altså virkelig lige, ned til de mindste detaljer i hvordan man opfatter folk, når man går på gaden. Jeg kan bestemt ikke sige, at jeg altid selv formår at udstråle det, selvom jeg tror på det, men det er et mål, som hører til åbenheden. Jeg skulle bare printe nogle artikler, men gik derfra med følelsen, man har, når man har snakket med et menneske, der virkelig tror. På åbenhed, på lighed mellem mennesker, på profeter, på tro.

Den anden dag på caféen sad der en mand i baren og drak kaffe. Jeg ved ikke hvorfor, men han irriterede mig og jeg sendte ikke nogle specielt gode energier i hans retning. Pludselig kigger jeg dog på ham, efter i noget tid at have forsøgt at ignorer,e at han kiggede på mig, og idet jeg ser op, opdager jeg, at der løber store tårer ned af hans kinder, hvorefter han virkelig begynder at græde. Sådan hulke. Jeg giver ham en serviet og en ny kaffe, og spørger ham, om han er okay, og han fortæller mig, at han kommer lige fra sin brors begravelse. Vi snakkede i nogle timer, om familie og kærlighed og at leve i nuet, og jeg tror, han gik gladere derfra. Det slog mig bagefter, at min forudindtagede lukkethed nær havde berøvet mig for den oplevelse, at have givet ham lidt selskab og lidt trøstende ord, og det bekræftede hvilken uendelige dybde af følelser alle mennesker, man møder i det fremmedgjorte byrum, i virkeligheden er, og hvordan lukkethed kan afholde én fra at opdage alt det.

Jeg kan nærmest ikke gå ned og vaske tøj uden at snakke med restaurantejeren nede i stuen, hilse på den chilenske restaurantejer som spiller badminton i gaden, hilse på printer-manden og alle de mennesker, man bare passerer hver dag, fordi man deler en rytme. For eksempel en mor jeg altid møder, når jeg skal ud og løbe, og hun skal i skole med sin datter, som altid trækker en and i snor, der rapper højt når hjulene kører rundt, efter sig ned ad brostenene. Man kan ligesom fornemme, hvordan det altid er en diskussion derhjemme om morgenen: skal du absolut have den and med i dag? Men der er ikke noget at diskutere, selvfølgelig skal hun det.

I det her øjeblik, i denne her fantastiske lejlighed, med åbne høje vinduer og lys og røgelse, og folk der summer på gaden, og mine jordbærplanter der er blevet store, og musikken, og kaffen, og de afskårne syrener som jeg har haft med fra mine dage på landet med kattene, og selv skulpturteksterne, og alle de mennesker man hver dag kan møde på gaden, som kan lære een noget, er jeg helt lykkelig, tilfreds, elskende, elsket.

2009-04-16T21:06:00.002+02:00

Kattene opfører sig skumringsagtigt. De bliver mere vågne, og de sætter sig på møbler for at kigge ud af vinduerne og se på lysskiftet. Hele dagens dovenhed i solen bliver støvet af dem mens solsortene også synger skumringsagtigt, og nu skal de til at være vågne hele natten, indtil de imorgen tidlig kryber op i min seng og vil kæles i søvn af mine hænder, som i en halvbevidst drømmetilstand ikke engang kan folde sig om kattenes bløde ører uden at det inde i drømmen svarer til en eller anden uoverstigelig udfordring.

Svalerne er kommet til Canal St. Martin, men jeg har taget toget ud til de frodige forstadshaver for at koncentrere mig. Jeg læste i en bog, at Karen Blixen på et tidspunkt under sine kunststudier flyttede til Paris, men hun sagde, at hun endte med ikke at lave noget, fordi Paris var for stor, for uudforsket, for meget et studie i sig selv. Det kan jeg godt tilslutte mig.

2009-03-31T22:02:00.000+02:00

2009-03-31T20:06:00.002+02:00

Jeg genfandt Rue des Cascades idag, en gade som jeg altid har vidst fandtes, men som jeg ikke kan huske, hvornår jeg har opdaget. Jeg arbejder på mine altankasser, som bliver grønnere og mere fyldte hele tiden. Jeg er i gang med et svævende jordbærbed. Jeg holder læsepauser ved at gå på opdagelse i Belleville, som er et uendeligt land og et paradis for tingfindere, og sjældent har en bydel gjort mig så glad. Aftenerne er oftest sammen med pigerne fra opgangen, på brasiliansk natklub eller små vinsteder. Jeg skriver lidt på min skulpturopgave og læser en del om emnet, som er et helt nyt vidensfelt og en stor åbenbaring. Jeg har læst Rosalind Krauss' Passages in Modern Sculpture, som jeg virkelig kan anbefale, det er et prosaisk, pageturn'ende værk om moderne skulptur, ikke så meget kronologisk som tematisk og virkelig kreativt og velskrevet. Når opgaverne er skrevet og bacheloren endelig færdig regner jeg med en nydende, læsende sommer fra juni til august i Paris (hvor alle må komme på besøg!) og dernæst, hvis alt går vel, en praktikplads på et dansk galleri i Paris til efteråret. På billederne er jeg avislæsende i Jardin Palais Royal (med nye sandaler), de planter stiklinger i parkerne, og aftensolen i Belleville, som jeg har snakket om før og kommer til at snakke om igen: Jeg forestiller mig at alle de Haussmannske beige facader i det 1. arrondissement, 3., 5. og så videre vender sig mod Belleville på slaget seks, og på een gang kaster deres aftenoplyste farver mod Belleville, hvis ligeledes råbeige men meget lidt Haussmannske facader, og denne bizarre gigantiske men ret skjulte kirke som i øvrigt er samlingspunkt for alle mulige forskellige religioner, ligesom Belleville er det, tager imod resten af Paris' aftenfarver og som det højeste punkt beholder dem allerlængst og allerskarpest.

2009-03-26T11:50:00.002+01:00

"In 1923 Duchamp stopped being an artist and took up chess."

2009-03-17T01:30:00.000+01:00

Efterlysning

2009-03-11T00:24:00.003+01:00

Jeg er på jagt efter eksempler i litteraturen på skulpturel repræsentation. Først havde jeg tænkt på, at det skulle være mere abstrakt eller metaforisk, men nu hælder jeg mere og mere til konkrete beskrivelser eller repræsentationer eller perceptioner af skulpturer i litterære værker. Skriv meget gerne til mig, hvis noget falder nogen ind. Hvis ikke skulpturer så i hvert fald visuel kunst, som for eksempel gobelinerne i Malte Laurids Brigge eller freskerne i På sporet af den tabte tid, eller for den sags skyld også i film, for eksempel som skulpturhaven i Shadows af Cassavettes. Og så videre? Jeg kan virkelig ikke komme på flere bøger hvor der er skulpturer i.

2009-03-09T21:43:00.003+01:00

I går nat rejste jeg mig op af min seng for at slukke radiatoren og kigge lidt på månen, som er fuld i morgen og kravler ind i drømme, og idet jeg kiggede ud, så jeg et stjerneskud lige under den. Det gjorde mig meget lykkelig, og jeg tror det var fordi det var et bystjerneskud, et uventet stjerneskud midt på en overbelyst parisisk himmel, som ikke tøvede med at sætte mig i kontakt med større sammenhænge og alt det, der er udenfor byer. Jeg sov tungt og tæt med mit ønske og vågnede op til det varme lys, som solen, der står op i ryggen på min bygning, kaster sommerligt på facaden overfor. Jeg har nogle næsten religiøse opvågninger for tiden, fordi jeg giver mig tid til at vågne op, som man vågner op efter savasana i en yogatimes afslutning, hvor man vækker een finger ad gangen og langsomt registrerer kropsdele og drømmerester, og fordi jeg har tiden til at vågne, og denne her fantastisk lyse lejlighed at vågne op i. Og det er fantastisk at vågne, det er nyt hver gang, kroppen er på en måde mere intens fordi langsommere, og mine morgenmåltider er religiøs alenetid inden alting kan ske.

Af en eller anden grund er jeg for tiden omgivet af mennesker, som ikke er helt tilfredse med deres givne situation, som vil videre eller væk eller i gang eller ingenting, og som derfor ikke udstråler særlig meget nydelsesenergi. Jeg har tænkt lidt over, hvordan det kunne være, og gjort mit bedste for at prøve at hjælpe og forklare, hvordan jeg tror man skal forholde sig til den slags, selvom min livsfilosofi ikke kan udfolde sig frit på fransk. Min egen tilfredshed, og hvor længe det flow, jeg er i lige nu, har varet, gik til gengæld virkelig op for mig, i det jeg gentagne gange snakkede med forskellige mennesker om de her ting; om at nyde, om at skabe, om at udfylde sig selv. Isabelle, en pige jeg arbejder med, sagde til mig i går, at hun efter hun havde været herhjemme og havde snakket med mig, da hun var lidt nedtrykt, var gået hjem og havde rykket om på møblerne i sin lejlighed, og det synes jeg var rigtig fint. Jeg tror, det var en gang i oktober, at jeg skrev lidt om flow her, og om hvordan det er så nemt at glemme, hvordan det fungerer, men at lige så snart man er der, giver det kun mening at være dér, og hvert øjeblik i den følelse fodrer den næste og forstærker sig selv. Det selv samme flow, er jeg stadig i, er jeg ikke faldet ud af over hele vinteren, og nu fører det mig snart ind i et forår. Jeg kan ikke huske, hvordan træer ser ud med blade på, og træerne ved min kanal ser ikke engang ud som om de har tænkt på at springe ud, men det skal de jo. I Palais Royal haven, hvor jeg var mellem forelæsninger i dag, var der til gengæld store, synlige, målrettede knopper på de små dresserede træer, og hvad mere kan man også forvente af bynaturen. Det bliver smukt når de springer ud, det kommer til at fuldende noget allerede fuldkomment, og det er netop det, jeg tænker meget på for tiden, at være udfyldt med plads til mere.

Nu til mad. Jeg har lige fået køkken, og er lykkelig over igen at kunne lave mad til mig selv og alle menneskerne omkring mig. Jeg er i øvrigt meget tilfreds med mit nye liv som veganer, det føles som en helt rigtig beslutning og ikke den mindste smule begrænsende, tvært imod som noget, min krop har ventet på. Så længe, der ikke er noget, jeg savner, har jeg tænkt mig at blive ved. Flere refleksioner og argumentationer kan måske følge senere til de skeptiske, lige nu er det på følestadiet, og det føles godt. I det lille kollektiv her i opgangen laves der ivrigt god vegetarisk og vegansk mad, og sidste uge havde Niina, min finske underbo, for eksempel lavet svampestuvning til mig, fordi hun troede jeg stadig ikke havde nogle kogeplader, mens jeg var i gang med at lave mad til min nabos kæreste som havde glemt at købe ind, og en anden underbo kom op med smoothies fordi hun er den eneste med en stavblender, og det var meget fint, givende og madcirkulært det hele.

Mad:

Kog vand og hæld over en skålfuld arame tang som skal trække i 10 minutter. Lav en marinade af citron, shoyu eller anden god soja, presset hvidløg og hæld over tangen når vandet er hældt fra. Kog nogle store rødbeder i en lille times tid (eventuelt gem vandet fra tangen og brug det til at koge rødbederne) indtil de kan smuttes. Tag dem op af vandet, men behold vandet og put med det samme boghvede nudler eller lignende i. Mens det koger skæres rødbederne i tern. Boghvedenudler tages op når de er færdige, blandes med rødbedetern, arametang, frisk salat af en eller anden slags, avocado og måske nogle bønnespirer, som man selv har lavet (se nedenfor.) Det bliver virkelig lækkert med de søde rødbeder og det syrlige tang.

I skrivende stund spiser jeg en suppe med: knoldselleri, jordskok, gulerød, fennikel og almindelig selleri samt bønnespirer (fordi jeg har mange) (de må dog ikke koge med, så mister de alle deres magiske c-vitaminevner, men skal tilføjes til sidst), alle disse grøntsager først hurtigt stegt i hvidløg og garammasala, og til sidst efter kort kogning på lavt blus tilføjet olie og en herbamare bouillon.

En anden ting jeg laver meget for tiden er noget bredt speltpasta med: frisk babysalat, avocado, bønnespirer, dampet broccoli og grønne bønner, og så bare urtesalt blandet med en rigtig god olivenolie, det smager genialt og er en nem frokost da man kan dampe grøntsagerne mens man koger pastaen, et voila.

Og nu til disse bønnespirer. Det er et genialt groprojekt, og dem kan man som bekendt ikke få nok af, og desuden er der virkelig mange c-vitaminer i bønnespirer. Selve frøene findes i mange varianter i en helsebutik, ligenu har jeg gang i alfalfa og fenugrec. Dernæst har man brug for nogle tomme glas, noget tyl og nogle elastikker. Frøene ligges i blød i vand i en dag. Dernæst hældes vandet fra, og glassene dækkes med tyl eller lignende så vandet kan dryppe fra og frøene fordeles så de klæber lidt op af siderne rundt omkring. Lad dem være sådan, blot skal de skylles igennem morgen og aften så de ikke får en sur smag, men det gøres nemt ved bare at lade en vandstråle køre lidt tid gennem tyllet så de bliver skyllet rundt i glasset. De vokser hurtigt, og det er dejlig tilfredsstillende, og billigt i drift.

I morgen får jeg i øvrigt besøg af en veninde og yogalærer, som jeg har lært at kende og fulgt på de to yogaskoler, jeg har gået på her i Paris, som skal give mig en konsultation i alimentation ayurvedique. Jeg tror, der er mange af tingene, jeg allerede ved, fordi jeg længe har spist godt og grønt, men det er et kæmpestort vidensfelt og jeg er ivrig efter at vide mere.

Ellers er min ivrighed og videbegærlighed rettet mod den næste opgave, der skal skrives, og jeg tænker på noget med skulpturel repræsentation i nogle udvalgte litterære værker, men det er meget vagt endnu, som forårssol der dog varmer midt på dagen i mit køkken, og som træerne ved kanalens forhåbentlig tiltænkte knopper.

18bis Rue Jean Moinon 75010 Paris - Skriv!

2009-03-05T13:04:00.006+01:00

2009-02-13T15:47:00.000+01:00

2009-02-12T23:22:00.001+01:00

Skyerne for tiden. Jeg har også en ting med træerne. Men jeg har ikke en ting med vinteren længere (den tilgiver mig nok), jeg kigger på billetter til Goa over morgenmaden. Der er mange, der stopper op og tager billeder i gaden, det kan jeg se fra mit vindue, hvor jeg spiser morgenmad og kigger på flybilletter til Goa. Idag vil jeg væk. For det meste vil jeg tættere og tættere på (det hele, mig selv, en anden, Paris) men idag vil jeg gerne lidt væk. Og man kan ikke være tæt på hele tiden (kan man?). Spørgsmål i parenteser i tekster er ret irriterende. Men, i stedet for en flybillet til Goa har jeg alligevel besluttet mig for et keramikkursus i baglokalet af en fin lille butik ovre ved Mortens plads. Tættere på er alligevel bedre.